Valentine's Day Tema 2: Ren kærlighedLad os sætte stemningen for dig: Der er ild i pejsen, vinen er trukket op, og fra pladespilleren strømmer Barry Whites sexede toner. I stearinlysenes skær er bordet dækket til to.
Det er nu, du slår benene væk under ”that special someone” med denne tre-retters kærlighedsmenu, bogstavelig talt sammensat med en rød tråd – alle tre retter spiller nemlig på farven rød.
Retterne kræver lidt planlægning, og at man kan holde tungen lige i munden undervejs, og vi kan desuden garantere, at det ikke er med denne menu, du opfylder den velkendte svada "6 om dagen". Men hvis du spiller dine kort rigtigt, er der til gengæld nærmest sikker afkast!
Til forret laver
Hjemme hos Xenia lækker bruschetta med langtidsstegte tomater og frisk mozzarella, hvorefter
Dronningemad vil imponere med bøf béarnaise med pommes frites – en hovedret, I begge vil elske!
Slut af med en
hvid chokolademousse med hindbærsauce lavet af
Copenhagencakes. Man må ikke glemme, at der er en grund til, at både chokolade og bær kan findes på listen over velkendte afrodisiaka.
Held og lykke!
Estragon.
Ved første øjekast ser man måske blot en forvokset græstot, men så snart man indser, at det er urten estragon, kan de færreste sige sig fri for at tænke béarnaise. Har man sagt béarnaise, må man også sige bøf.
De fleste mænd går for at kunne lide en rigtig lækker, rød bøf, så er det ikke oplagt at tilberede en sådan med tilhørende hjemmegjort béarnaise, når nu manden skal forkæles?
I mit forhold er det dog ikke kun manden, som elsker rødt kød og sovs – jeg er selv i himmerrige når jeg får serveret et godt stykke kød og nærmest slikker tallerkenen ren for sovs; tallerkenen, som vel at mærke oftest bærer præg af sovs med bøf og ikke omvendt…
Min allierede i projektet er intet mindre end Den Gode Bo Bech. I hans kokkeskole beskriver han, hvorledes han tilbereder sin béarnaise, og tilføjer ”det er ikke så svært som de siger!”.
Der må jeg lige indskyde, at det altså godt kan kræve lidt gefühl udover det sædvanlige, hvis sovsen ikke skal skille.
De vigtigste faktorer for at undgå en skillende sovs, er: 1) Klar smørret i god tid, og lad det få en temperatur på omkring 55 grader. 2) Pas på varmen – for høj varme når smørret tilsættes, kan få sovsen til at skille. 3) Æggeblommerne kan ikke optage uanede mængder smør. Tilsæt derfor smørret langsomt!
Fortvivl dog ej hvis det alligevel går galt. Godt nok kan det ikke reddes, men det smager stadig helt fænomenalt godt – det ved jeg, fordi min sovs skilte (shhh, ikk’ sig det til nogen..)
Et lille ordspil dukkede op for mig: Selvom sovsen den skiller, er det stadig noget, der spiller! Jaja, jeg hører også Samanthas stemme og replik i SATC1 ”You made a little joke – gooood for you!”
Tilbage til middagen. Til dig og din mand køber du to styk filet af oksehøjreb, à ca. 250 g. Oksehøjreb påstod min slagter er den bedste bøf – stykket ligger mellem entrecote og rib eye. Hos min slagter på Jagtvej skal man af med ca. 170 kr. for sådan to, og det er jo en fair pris for et godt stykke kød.
For at opnå rigtig mande-stemning i fordelingen af grønt, kød og groft på tallerkenen, skal bøffen udgøre mindst halvdelen. Dertil vil pommes frites være oplagt tilbehør, og en smule grønt (rødt) i form af en bagt tomat. Og naturligvis en god flaske rødvin.
Du skal bruge:
2 gode bøffer, à ca. 250 g
1 stor bagekartoffel
2 tomater
2-3 æggeblommer, afhængig af størrelsen
175 g smør
2 skalotteløg
1 bundt estragon
Hvidvinseddike
Denne middag lykkedes, hvis man sørger for at lave en lille tidsplan (og overholde den).
Bøfferne skal kun steges ganske kort, og béarnaisen skal serveres straks, da den er svær at holde varm. Derudover skal man lige have tilbehøret på plads også.
Jeg foreslår følgende tidsplan:
1. Tænd ovnen på 200 grader. Skræl bagekartoflen og skær den i pommes frites stave. Kom dem i en pose og ryst dem rundt med en god sjat olivenolie, et presset fed hvidløg, salt og peber.
Lav et keglesnit i tomaterne, drys dem med oregano, timian og rosmarin. Smid tomat og kartofler (hver for sig) ind i ovnen, og giv dem 30-35 min.
2. Hak skalotteløg fint. Hak estragon fint. Stil til side. Smelt smørret i en gryde.
3. Forret spises :)
4. Hæld smørret over i et målebæger, pas på det hvide bundfald ikke kommer med. Nu har du klaret smør i målebægeret. Smid bundfaldet ud.
Nu starter det store koordineringsarbejde: bøfferne skal have 1-2 minutter på hver side, hellere for lidt end for meget hvis du spørger mig. Varm en tør pande godt op, og hold først bøfferne på højkant med fedtsiden nedad. Derefter 1-2 minutter pr. side. Lad dem derefter hvile i halvt så lang tid, som de i alt fik på panden.
Saucen: I en gryde kommes skalotteløg, 2 spsk hvidvinseddikke og 1 spsk vand. Lad væsken fordampe, og tag gryden af varmen. Tilsæt 1 spsk hvidvinseddike, 1 spsk vand og æggeblommerne, og krydr godt med salt og peber. Sæt gryden på lav varme og pisk hele tiden - det er vigtigt, for ellers kan æggene sætte sig i bunden af gryden.
Når der er dannet en tyk masse, tages gryden af varmen. Tilsæt nu stille og roligt det klarede smør, start med meget lidt ad gangen, mens du fortsat pisker. Hver gang du hælder smør i, skal det absorberes af æggemassen. PAS PÅ - pludselig kan æggene ikke tage mere smør, så vær opmærksom! Tilsæt tilsidst finthakket estragon, og smag til med salt og peber. Servér straks.
I ovenstående fase kan du evt. bruge din date til at lege bøf-ansvarlig. Sørg for at instruere ham grundigt, så de ikke får for meget. Imens laver du sovsen. Vil du lave det hele selv, så lav bøffen først og færdiggør sovsen når de hviler, for sovsen skal serveres mæddevuns.
Forhåbentlig sidder din udkårne nu med en følelse a la Snoopy på nedenstående billede!