Valentine's Day Tema 3: Less is more
Er det stadig lidt småt med penge efter en december med julegaver, nye festoutfits og drinks i byen? Eller har du blot lige opdaget, at det er Valentine's day om bare to dage?
Fortvivl ej - her kommer vi med et forslag til en menu, som både kræver minimale ingredienser ud over dit basislager i køkkenet og et minimum af arbejdsmæssig indsats.
Velsmag behøver ikke altid være dyrt, indviklet og kræve flere dages forberedelse, because sometimes, Less is more.
Til forret serveres en gulerodssuppe med frisk appelsin af Dronningemad, til hovedret er der Lady & Vagabonden-stemning fra Hjemme hos Xenia, som fremtryller spaghetti med kyllingekødboller i tomatsauce, og til slut vil Copenhagencakes charmere med den evigt elskede æbletærteLet the kitchen games begin!
Den her suppe kalder jeg guldsuppen.
Først og fremmest leder farven tankerne hen på guld. Derudover smager  den simpelthen fantastisk, og så kræver den virkelig lidt af dig og dit køkkenforråd.
Desuden varmer den dig godt her i vinterkulden, så den kan vist godt siges at være guld værd ;)
Et par gulerødder, en økologisk appelsin og frisk ingefær. Resten af ingredienserne vil jeg påstå er så basic, at de kan findes i de fleste folks køle- og køkkenskabe.
Husk at bruge tilpas fed creme fraiche, det smager altså bedst i supper. Opskriften her giver rigeligt til forret for to, men ellers kan man jo altid spise en rest i fryseren.
Guldsuppe til 2
½ kg gulerødder, gerne øko
1 øko appelsin, revet skal og saft heraf
Frisk ingefær
Creme fraiche, mindst 18%
½ l grøntsagsbouillon
1 lille løg
Olie til stegning
2 skiver rugbrød
1-2 fed hvidløg

Hak løget, og steg det i olie i en gryde et par minutter. Skær gulerødderne i grove stykker, og tilsæt dem når løgene har taget lidt farve. Tilsæt også grøntsagsbouillonen. Lad suppen koge i ca. 20 minutter eller til gulerødderne er møre.
Imens laves rugbrødsstave: tænd ovnen på 200 grader, og skær rugbrød i stave. Fordel presset hvidløg på stavene og bag dem i ovnen i ca. 10 minutter, til de er sprøde.
Blend herefter suppen, og tilsæt friskpresset appelsinsaft, revet appelsinskal og fintrevet, frisk ingefær.
Server suppen med en klat creme fraiche og masser af friskkværnet peber.
 
 
Hvis du ikke ved hvad du skal lave til aftensmad den næste hverdagsaften du har i sigte, hvor det gerne må være nemt, hurtigt og super velsmagende, anbefaler jeg denne fantastiske suppe. Den smager SÅ godt! Cremet, let sødlig og med et godt spark af chili - så får du garanteret varmen!

Suppen spottede jeg hos MY SWEET SUNDAY, og da jeg tidligere havde haft succes med en ærtesuppe derfra, turde jeg godt stole på Biancas smagsløg. Og godt jeg gjorde det - den er blevet min nye yndlingssuppe! :)

Jeg lavede en lidt mere simplificeret udgave, da jeg havde haft en lang dag (og i øvrigt elsker plain suppe, blot med brød og tandsmør en masse). Men hvis jeg skulle servere den til et gæstebud ville det være oplagt at pimpe den med tigerrejer, pancetta og kantareller, som Bianca så fint har gjort det.

Jeg blev så begejstret for suppen, som min veninde og jeg lavede sammen hos hende, at jeg på vejen hjem blev nødt til at stoppe i døgnNetto og handle ind til en ny omgang. Uhm!
Hokkaidosuppe, 2-3 personer
1 hokkaidogræskar
1 æble
2 gulerødder
1 løg
4 fed hvidløg
1 terning grøntsagsbouillon
1 lime
Chilipulver efter behag

Skær græskarret midt over og fjern kernerne. Skral græskarret med en kartoffelskræller, og skær kødet i tern. Skær ligeledes æblet, gulerødderne, løget og hvidløgene i tern. Kog ca. 1 liter vand op i en elkedel.
Svits alle grøntsagerne i en gryde i lidt olie, og brænd chili af heri. Når grøntsagerne har taget let farve, hældes kogende vand over så det dækker grøntsagerne, og bouillonterningen tilsættes. Lad det simre i 5-10 minutter, til græskarret er mørt (tjek med en kniv).
Kom nu grøntsager og suppe i en blender, som kan tåle varme. Hold evt. lidt igen med væsken så den ikke bliver for tynd. Blend, og tilsæt limesaft, salt og peber, og evt. mere suppe hvis du ønsker den lidt tyndere. Det var det - servér rygende varm med tændte stearinlys :)