Dette er en rigtig hverdagskage. Sådan en simpel, nem og ganske ordinær skærekage uden for mange dikkedarer. Ikke desto mindre en af mine absolut yndlingskager, som er populær hos alle.

Kanelkage med kaffe-kakaoglasur. Uhm, det er efterårshygge!
Nu er det jo nogle gange lidt fristende kun at poste sine succeshistorier herude i det offentlige rum. Men sandheden er nogle gange mindre flatterende, især når man liiiiiiiige skal prøve noget nyt engang imellem.

Jeg havde anskaffet mig en randform, fordi jeg synes det er så yndigt med den runde kage, med hul i midten. Min ellers idiotsikre opskrift blev dernæst offer for nogle nedjusteringer mht. tid og ovnvarme, som jeg troede ville passe til den nye, fine form. Desværre gik der ged i den, og jeg hev en  ikke-umiddelbar-halvrå kage ud af ovnen, som jeg også lige fik vendt ud på en tallerken... AV! Mor var sur!

En lyntænkning og fiks-på-fingrene-manøvre senere, kom kagen i ovnen igen og blev reddet.
Til trods for denne kiksede køkkenanekdote, anbefaler jeg dig at bage kagen (opskriften som følger er idiotsikker og involverer IKKE randform) for den er simpelthen så dejlig og rar.

Hvis en kage altså kan være det. Det har jeg nu bestemt, at det kan den godt :)
Kanelkage med kaffe-kakaoglasur
120 g smør
400 g sukker
5 dl kærnemælk
400 g hvedemel
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. natron

Smelt smørret, og pisk det med sukker, jeg bruger elpisker. Rør kærnemælk i. Bland hvedemel med kanel og natron, og rør det i dejen. Rør til dejen er ensartet. Hæld dejen i en smurt springform på ca. 24 cm i diameter, og bag kagen ved 200 grader i ca. 40 minutter, til den er gylden og dejen slipper når du stikker en strikkepind i den.

Kaffe-kakaoglasur
375 g flormelis
3 tsk vanillesukker
6 spsk kakao
75 g smør
6-7 spsk stærk kaffe

Bland flormelis, vanillesukker og kakao i en skål. Smelt smørret og rør det i blandingen. Hæld nu kaffe i, lidt ad gangen, til en passende snasket konsistens opnås. Hæld glasuren udover den let afkølede kage.
 


Comments

02/11/2011 21:00

Åååååh... jeg vil have et stykke! ♥
Der er i øvrigt den helt rigtige tykkelse på det lag glasur - sådan noget skal nemlig ikke være sådan et tante-tyndt lag ;-)

Reply
Maiken
02/11/2011 21:49

Ihhh ville ønske jeg lige kunne sende dig et stort stykke glasurbefængt kanelkage, frk. piskeris :)

Reply
03/11/2011 16:31

Åhh ja en rigtig lækker og svampet kanelkage er nu det bedste :D

Og super skøn blog du har dig - lige min stil med gode nærbilleder :D

Reply
Maiken
03/11/2011 22:01

Tak skal du have Carina :) Og ja, nogle gange er simpelt og hverdagsagtigt bare no.1!! :)

Reply
Nordmanden
09/11/2011 17:56

Synes det smagte super godt, især med glasur ;) en perfekt svampet og lækker kagebund og nydelig kaffe-chokoladetop!

Reply
Tina
24/01/2013 15:25

God kage (-: Jeg bage den i en springform efter dine oplysninger, og den blev stadig rå inde i :-(

Reply
Maiken
25/01/2013 11:49

Hej Tina,
Ihh det er jeg ked af at høre. Det er aldrig sket for mig, men der er jo også stor forskel på ovne (som Blomsterberg ville have sagt: "bagetider er noget, fanden har skabt") :) Håber du forsøgte med en kødnål/strikkepind eller lignende og gav den lidt mere i ovnen.
Mvh Maiken

Reply



Leave a Reply