Selvom jeg for tiden mest af alt er optaget af at lege Damen til Eksamen, og jeg ynker over ikke at have nok tid til at lave alle de julegodter jeg gerne vil, bliver der alligevel tid til at bage en enkelt kage engang imellem.

Faktisk har jeg ferie om to dage - fredag kl. 15 præcis - og har derefter ingen eksamener tilbage dette semester. Det er ikke sket siden 2006 at jeg kunne holde jul og nytår uden dårlig samvittighed!

I mandags var jeg oppe til min anden eksamen i denne periode, og fejrede det med at bage denne lækre nougat-mazarin. Jeg havde længe haft planer om det, og nu skulle det være, og den blev (undskyld jeg praler) simpelthen fantastisk!
Det er faktisk den første mazarinkage, jeg har bagt. Den blev skønnere end jeg turde drømme om, og  jeg har derfor fundet dén mazarinkageopskrift, der skal følge mig.

Den er meget marcipanet, som jeg synes den skal være, med lidt bid takket være havregrynene. Belagt med nougat, men ville helt sikkert også være formidabel med mørk chokolade. Jeg (og andre) er allerede afhængige...

Nougat-mazarinkage
150 g marcipan
100 g smør, blødt
135 g rørsukker
2 æg
50 g havregryn
40 g mel
1 tsk vanillesukker
1 spsk amaretto
100 g nougat

Tænd ovnen på 175 grader. Riv marcipanen, og ælt den sammen med smør og sukker. Kom æggene i ét af gangen og ælt videre. Tilsæt havregryn, mel, vanillesukker og amaretto og fordel dejen i en springform på 18 cm foret med bagepapir. Bag den i ca. 25 minutter, eller til den er let gylden og lige netop gennembagt.
Skær nougaten i skiver og kom på den lune kage. Når nougaten begynder at smelte, kan du smøre nougaten ud over hele kagen. Lad kagen køle af, og NYD!
 


Comments

14/12/2011 14:03

Åh hvor ser det lækkert ud. Den kan vel altid gå ind under kategorien "julegodter", da der både indgår marcipan og nougat, og så har man jo en ganske udmærket undskyldning, hvis ellers man har brug for sådan en :) Jeg vil helt klart overveje at lave den, når nu juleferien melder sig :)
Tak for en inspirerende blog med masser af lækre opskrifter!

/Luise

http://sesamsesam.tumblr.com/ - det kan være, at du har lyst til at slå et smut forbi min nyopstartede blog :)

Reply
14/12/2011 14:09

Nujh, hvor ser den god ud! Den skal da helt sikkert prøves - dog nok med chokolade hos mig. Har du et forslag til hvad man kan bruge i stedet for amaretto - mandelessens for eksempel - eller om det bare kan udelades? :)

Reply
Charlotte
14/12/2011 15:58

For den da. Lige netop hvad jeg har drømt om længe. Skal afprøves i weekenden- Dejligt du kan tage den med ro m.h.t. eksamen/lektier.
Mange hilsner Charlotte

Reply
Maiken
14/12/2011 20:00

Tak skal du have Luise, og sikke en fin blog du har :) Håber du får tid til at lave den. Har allerede abstinenser selv ;)
Kh Maiken

Reply
Maiken
14/12/2011 20:01

Synes helt sikkert du skal prøve den Xenia. Og med chokolade - vil jeg også snart selv gøre :) Jeg ville nok helt udelade amaretto'en og lige holde øje med om bagetiden måske forkortes nogle få minutter. God fornøjelse :)

Reply
Maiken
14/12/2011 20:02

Årh tak Charlotte. Jeg glæder mig jo helt vildt til ferie :) Lad mig endelig vide hvordan det går med weekendens bagning :)
Kh Maiken

Reply
Charlotte
17/12/2011 12:28

Hej Maiken,
har nu bagt den, den ser SÅ lækker ud. Jeg har sat den udenfor, kan ikke vente til den bliver kold:-)
Amaretto havde jeg ikke:-( Men den ser/dufter vidunderlig.
God weekend Charlotte

Reply
18/12/2011 12:02

Hej Charlotte, ih hvor lyder det godt 😊 Jeg håber den smagte dig - lavede du den med nougat eller chokolade? Rigtig god søndag. Kh Maiken

Reply
Charlotte
19/12/2011 10:13

Hej Maiken, den smagte sindsygt godt - næsten farliggodt:-)den bliver en gentagerkage. Den blev lavet med chokolade, var lidt i tvivl om nougaten ville blive klistret hvis jeg lagde staniol over - men der var ingen fare, kagen blev spist samme dag:-)
Kærlig hilsen Charlotte

Reply
20/12/2011 12:25

Kære Charlotte, det er jeg så glad for at høre :) Må vist også hellere få lavet den med chokolade snart! Rigtig glædelig jul :)
Kh Maiken

Reply
Emilie
14/01/2012 11:50

Kære Maiken - hold fast den er lækker! har netop bagt den til weekendens gæster, og de elskede den. Jeg lavede dog min egen hjemmelavede marcipan, hvilket også gav et fantastisk resultat. Tak for denne opskrift!

Emilie

Reply
Maiken
18/01/2012 13:38

Kære Emilie,
tak for din kommentar, det glæder mig at vide, at du har bagt og ikke mindst nydt kagen :) Hvor lækkert og overskudsagtigt med hjemmelavet marcipan, det må jeg også prøve!
KH Maiken

Reply
Iben
11/07/2012 20:01

Mega fin hjemmeside, den er klart tilføjet mine favoritter.... Og kagen den er himmelsk :) tusind tak for kage ;)

Reply
13/07/2012 20:48

Hej Iben, ihh tusind tak for din søde kommentar :) Det er jeg glad for at høre! Både at du kunne lide kagen og min blog :)
KH Maiken

Reply



Leave a Reply