"Nigella Lawson kan jo bare et eller andet med chokolade" hørte jeg min veninde sige, da hun med stor passion og julelys i øjnene fortalte om de her kager, jeg bare MÅTTE prøve at lave.

En lun og luftig base af let chokoladekage, overhældt med varm chokoladesovs og drysset med knust Twix, så karamellen smeltede let og kiksekrummerne blandede sig godt i chokoladen.

Her startede drømmen, som siden har underholdt mig i tider med eksamenstress og flyttepres, før dagen endelig oprandt hvor selvsamme veninde og jeg samledes i køkkenet som så mange gange før.
Og jeg kan sige med det samme, at jeg er solgt. Nigella, jeg elsker dig og dine nemme opskrifter, lige til at gribe fat i og vupti, har man fremtryllet et (syndigt) godt resultat. Sådan skulle livet altid være: vupti, tilfredsstillelse! ;)

Opskriften på kagerne finder du i hendes bog "Nigella Express" eller et par linier længere nede. De er nemme at gå til, kræver få ingredienser og nærmest ingen tid - er du lidt fiks på fingrene, kan du spise kage en halv time efter du er gået i køkkenet!
Chokoladekager med Twix, 8-9 stk (pssstt! Du kan sagtens spise to, nok også tre!)
50 g mørk chokolade, 70%
50 g smør
100 g sukker
2 æg
25 g mel
1/8 tsk natron
1 knivspids salt

Til glasur og pynt:
75 g mørk chokolade, 70%
25 g smør
2 små Twix-stænger eller en stor, hakket groft

Tænd din ovn på 180 grader. Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel, natron og salt og rør det i æggemassen. Rør den lune chokoladeblanding i (og lad være med at skylle vandbadskålen af, du skal bruge den igen til glasuren!).
Fordel dejen i 8-9 muffinforme, de skal kun fyldes 3/4 op. Bag dem i ca. 18 minutter: de skal hæve op under bagningen, for derefter at falde en smule sammen igen. Når du tager dem ud af ovnen vil de begynde at falde let sammen, og det er perfekt.

Imens kagerne bager, smelter du chokolade og smør til glasuren over vandbad. Hak også Twix'en. Når kagerne er færdigbagte, fordeles chokoladesovsen udover og der drysses med knust Twix.
Og så skal der guffes!
I øvrigt er jeg af den overbevisning (og alder...), at jeg faktisk synes at Raider er den korrekte måde at tiltale sin Twix på!
 


Comments

28/06/2012 14:44

For mig er det også en Raider hosthost :) men uf de ser godt nok nok lækre ud! hende nigella kan altså noget

Reply
Maiken
30/06/2012 16:05

Godt der er flere der er enige, er før blevet beskyldt for at være lidt old-fashioned med det Raider dér ;) De er mega lækre, prøv dem :)

Reply
30/06/2012 16:16

Ja hun er super den pige. Gang på gang falder man i med begge ben. Den går sku ikke længere. Er på ketolyse kur - så det må vente - men lækker ser det ud:-).
Hilsen Charlotte

Reply
Maiken
02/07/2012 11:16

Årh det lyder hårdt med den kur! Håber du snart får lov at forkæle dig selv igen med kage :)
KH Maiken

Reply
Maiken
02/07/2012 11:13

Uh, det lyder hårdt med kuren! Håber du snart får lov til at forkæle dig selv igen :)
KH Maiken

Reply



Leave a Reply