Jeg har gjort noget smart. Synes jeg ihvertfald selv. I kender det sikkert godt: man køber en halv liter økologisk piskefløde og får ikke lige lavet flødeskum af det hele. Nu er piskefløde måske ikke det dyreste mælkeprodukt på markedet, men det jeg ægrer mig over er, at næste gang jeg skal lave ganache, glasur, konfekttrøfler eller sovs, kunne man liiige have brugt en skefuld eller fem af den dejlige piskefløde. Og så er det rart at have lige ved (venstre)hånden! Jeg husker at have stødt på husmodertricket før med at fryse fløden ned i en isterningbakke, men har indtil nu lukket øjnene for det og ikke gidet at stå og bøvle med det, og derfor bare frosset kartonen inklusive mere eller mindre minimalistisk indhold ned. Med dertilhørende sure miner fra nordmanden, som synes det optager plads i fryseren fra hans bøtter med Ben&Jerry's, Dream-is og Häagen-Dazs. For derfor at begrænse mit egotrip og ejerfornemmelse over råderummet i fryseren, overtalte min gode engel mig til at prøve det med isterningposerne. Det er simpelt, men skriver alligevel om tippet: hæld piskefløden i en isterningbakke eller -pose. Vær opmærksom på at din isterningpose måske fortæller dig, at denne lukkes hvis man vender den på hovedet, og tag dig i agt for denne ordre: isterningsposen lukkes nemlig kun automatisk, hvis den er helt fyldt op, ellers løber væsken bare ud. Dette kiks skete naturligvis ikke for mig, men ville bare lige gøre opmærksom på det.. Frys posen og tø det antal terninger op, du ønsker at bruge eller kom direkte en tern eller to ned i sovsegryden. Man kan eventuelt tø nogle stykker op for at kunne beregne volumen pr. flødeterning til senere brug. Det eneste du skal være opmærksom på er, at fløden ikke kan piskes til skum efter at have været en tur i fryseren, men kan sagtens bruges til alt det andet, hvor den varmes op eller skal i en kage. Jeg har ikke taget nogle billeder, for, forhåbentlig uden at fornærme nogen, alle ved jo hvordan en isterningpose og en piskefløde fra Thise ser ud. Holdbarhed vurderer jeg til ca. en måned. KH die kleine hausfrau