Efter at have sunget "jeg vil uuuuud, ud under åben himmel" indeni mig selv i flere timer og er ved at græde mig blind i selvynk over eksamen og pensum, må det være lovformeligt tilladt at skrive lidt om brownien i stedet. På bloggen Sweet Pea's Kitchen fandt jeg en opskrift som jeg planlagde at udsætte for en lille modifikation. Der skulle nemlig valnødder i, men også vand (!?), så det var oplagt at bytte vandet ud med espresso for at danne trio'en chokolade, kaffe og valnød. Brownien bliver af den konfektagtige, tunge slags, som skal på køl for at holde formen og helst spises med gaffel, gerne i selskab af enten et glas kold mælk eller en kugle is. Prøv den, it's a real treat!
Brownies med kaffe og valnødder
140 g smør
3 dl sukker
1,7 dl kakao
2 tsk espresso
1 tsk vanillesukker
1 knivspids salt
2 æg
0,8 dl hvedemel
ca. 100 g valnødder
Sæt din ovn på 165 grader. Smelt smørret ved medium varme i en mellemstor gryde. Lad smørret koge i ca. 5 minutter, indtil det ikke længere skummer. Tag gryden af varmen og tilsæt straks sukker, kakao, espresso, vanillesukker og salt. Rør. Lad blandingen køle af i fem minutter. Brug tiden på at hakke valnødder og at klæde en bageform på til anledningen. Jeg brugte lasagnefadet på 20 x 25 cm, beklædt med bagepapir. Mit yndlingsbrowniefad er nemlig gået i stykker, suk, det var ellers af topkvaliteten IKEA. Tilbage til den let afkølede og velduftende masse. Tilsæt æggene, ét ad gangen, hvor der røres grundigt mellem hvert. Når massen er tyk og skinnende, tilsættes melet, og der røres godt. Bland valnødderne i. Hæld dejen i den forberedte form og bag brownien i ca. 25 minutter, eller til en tandstikker nedsat i midten af kagen kommer op relativt ren. Køl Mr. Brownie helt af, helst i køleskabet. Efter et par timer kan der udskæres passende stykker, det er en fordel at benytte en skarp kniv. Sæt tænderne i en bid og du vil ikke ane, at der findes dårlige købekager i denne verden..