Jep, altså en kage-udgave af en snickers: saltede peanuts, karamel og overtrukket med et godt lag chokolade. My God den er syndig, og hvis du bryder dig det mindste om chokoladebaren Snickers, vil du elske denne kage!

Jeg spottede den hos Signes Mad og efter at have savlet pænt meget over både billeder og beskrivelse, vidste jeg at det var den her kage, der måtte være næste projekt. Og det har jeg ikke fortrudt!! Jeg måtte prøvesmage et lille stykke inden kagen skulle med på arbejde, og de dominerende tanker, der fløj gennem mit kagebefængte hoved mens jeg gumlede, var ”Den er FOR VILD” og ”hvorfor bagte jeg den ikke for flere uger siden!?” Det udviklede sig uden nærmere præcisering af fortæret mængde kage også til kagespisning i stedet for kagesmagning… 

Jeg kan kun opfordre alle kagebagere til at komme i gang. Lad dig nu ikke skræmme af at ingredienslisten virker lidt lang. Det er det HELE værd! Det kan kun gå for langsomt med at få bagt den her kage!

Jeg bagte kagen i mit browniefad på 20 x 25 cm, men vil du bage en lidt større omgang, kan du se Signes opskrift her.
Snickerskage
132 g smør, blødt
2,65 dl sukker
2 æg
2 spsk peanutbutter (kan udelades, brug da evt. lidt flere peanuts)
2,65 dl mel
1 tsk bagepulver
170 g saltede peanuts
Karamel:
1 dl piskefløde
1 dl lys sirup
2 spsk kakao
2 dl sukker
50 g smør
1 tsk vanillesukker
Chokoladeovertræk:
170 g mørk chokolade
0,35 dl piskefløde
10 g smør

Start med bunden. Forvarm ovnen til 200 grader. Pisk blødt smør og sukker godt sammen med en elpisker, og tilsæt æggene ét af gangen, hvor der piskes godt mellem hvert. Pisk peanutbutter i. Bland mel og bagepulver, og rør det i dejen med en ske til den er ensartet. Fordel dejen i et ildfast fad beklædt med bagepapir, og hæld peanuts udover.

Bag kagen i 25-30 minutter – den skal være gennembagt, men så heller ikke mere end det. Tjek med en tandstikker indsat i midten af kagen.

Mens kagen bager, laver du karamellen. Brug en gryde (ikke din mindste!) og bland alle ingredienserne til karamellen sammen heri. Bring det i kog og lad det småkoge i 8-10 minutter, rør undervejs.

Når kagen er færdigbagt, prikkes den med en gaffel eller en stegepind, så karamellen kan sætte sig i de små huller. Hæld den varme karamel udover, og lad kagen køle helt af.

Når kagen er kølet af, laves chokoladeovertrækket: Hak chokoladen og kom den i en skål med fløde og smør i et vandbad. Rør til en homogen chokoladeganache og fordel ovenpå den afkølede kage.

Lad chokoladen sætte sig – tålmodighed er en (sjælden og ikke erhvervet) dyd – og skær herefter kagestykker ud i snickersstørrelse, og nyd en rigtig dejlig synd.
 


Comments

31/05/2012 20:28

Hej Maiken

Køber altid snickers når jeg får lyst til en chokoladebar, havde stort set ingredienser liggende så er gået i gang...:-) Den ser for god ud

Vh Lykke

Reply
Maiken
01/06/2012 09:43

Hej Lykke,
hvor godt du gav dig i kast - jeg er nærmest sikker på at du ikke har fortrudt? :)
KH Maiken

Reply
01/06/2012 10:20

Den blev super god, den kunne jeg godt blive afhængig af :-)
Tak for opskriften :-)

Kh Lykke

Reply
Maiken
02/06/2012 18:27

Det er jeg glad for at høre :) Den er nemlig helt fantastisk!
KH Maiken

Maria
07/06/2012 16:37

Den ser dejlig ud. Jeg er dog mere i chokolade-perioden end kage-perioden for tiden, så er straks begyndt at fundere over, hvordan man laver Snickers-kagen uden kage. Altså bare homemade Snickers.... Hmm.. Google, google, google...

Reply
Maiken
11/06/2012 14:10

haha Maria, det lyder nu heller ikke dårligt :) Men det her ER nærmest som en hjemmelavet snickers! Jeg synes du burde give den et forsøg - ALLE elsker den :)
KH Maiken

Reply
Iben
09/08/2012 21:15

Hej får som altid lyst til at bage når jeg surfer rundt på din alt for gode side...men er lidt i tvivl mht meldoseringen.. 2,65 dl mel eller mener du 265 g mel? Iben

Reply
Maiken
09/08/2012 23:21

Hej Iben. Det er 2,65 dl - det er et lidt skævt mål fordi jeg har tilpasset opskriften til den størrelse jeg synes passede. Du kan trygt bage efter opskriften, er næsten helt sikker på at du ikke vil fortryde :)
KH Maiken

Reply
Maja
30/11/2012 17:45

Hej Maiken.

Jeg har glædet mig sådan til at få poterne i denne kage, men da jeg lavede den i dag, blev karamellen noget af en stiv satan - og det lignede slet ikke din mushy kage, jeg gik og drømte om. Har karamellen mon været i kog for længe, eller ved du hvad der kan være grund til den hårde karamel?

Bedste hilsner
Maja

Reply
Maiken
01/12/2012 12:12

Hej Maja,

Ihh det er jeg virkelig ked af at høre, der er ikke noget værre end mislykket kage når man lige har glædet sig :( Jeg er næsten sikker på at det er kogetiden, der har været for lang (eller kraftig), når du har fået hård karamel. Det skal kun koge meget svagt. Og nok nærmere de 8 end 10 minutter. Håber, det går bedre næste gang :)
KH Maiken

Reply
Maja
30/12/2012 16:04

Kære Maiken.

Mange tak for dit svar, det var gået min næse forbi! Trods the stiffness fik jeg overraskende god respons på kagen, så jeg har bestemt mod på at give mig i kast med den en anden gang - og næste gang med en lidt mere nænsom kogning.
Jeg har forelsket mig i en anden af dine opskrifter til nytårsmenuen, Æbledrømmen med nødde-kaffe-krokant, og frem til at henrykke ikke mindst mine egne smagsløg. Der står ikke, hvor mange opskriften er tænkt til? Oh well, en dobbeltportion går man vel aldrig helt galt i byen med - og det er jo kun nytår en gang om året :)

Rigtig godt nytår - og så håber jeg, at specialet er kommet godt ud af klappen.

Kh. Maja

Maja
30/12/2012 16:07

Kære Maiken.

Mange tak for dit svar, det var af uvisse årsager gået min næse forbi. Trods the stiffness fik jeg overraskende god respons på kagen, så jeg har bestemt mod på at give mig i kast med den igen - og næste gang med en lidt mere nænsom kogning.
Jeg har forelsket mig i en anden af dine opskrifter til nytårsmenuen, Æbledrømmen med nødde-kaffe-krokant, og ser frem til at henrykke ikke mindst mine egne smagsløg. Der står ikke, hvor mange opskriften er tænkt til? Oh well, en dobbeltportion går man vel aldrig helt galt i byen med - og det er jo kun nytår en gang om året :)

Rigtig godt nytår - og så håber jeg, at specialet er kommet godt ud af klappen.

Kh. Maja

Maja
30/12/2012 16:08

...Undskyld min spam, der var knas med forbindelsen, da den skulle sendes :)

Maiken
31/12/2012 14:29

Kære Maja!

Hvor er jeg glad for at høre at snickerskagen alligevel blev modtaget med glæde - det ER altså også en fantastisk kage, for alle der kan lide godt med snask og syndighed :)
Æbledrømmen er bestemt også skøn, og tror den vil gøre sig godt som afslutningen på en nytårsmenu, da den ikke er alt for tung. Opskriften er til 4 personer; håber at mit svar ikke kommer alt for sent.
Rigtig godt nytår til dig også - det er dejligt med feedback på opskrifterne, så dine kommentarer bliver modtaget med kyshånd :) Specialet føles over alle bjerge, så er også klar til at give den gas :)

KH Maiken

Nickie
20/12/2012 18:54

Hvor ser den bare lækker ud! :-D Dén skal afgjort prøves! Ved du om den tåler at komme i fryseren?

Reply
Maiken
23/12/2012 18:48

Den er alt for god den kage, så det kan kun gå for langsomt med at kaste sig ud i den :) Den kan sagtens fryses :) Glædelig jul!

Reply



Leave a Reply