Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Temmelig hjemmeligt gjort - hindbærtrøfler

30/11/2011

2 Comments

 
Picture
Der kan vel ikke rigtig herske tvivl over at ovenstående omgang trøfler er hjemmelavede.

Massen var lidt uregerlig at fordele i formene, og det kan ses. Ydermere nåede jeg ikke at pynte dem, før chokoladen var størknet, da jeg også havde gang i kage som skulle medbringes til et seminar idag.

Ikke desto mindre smager de simpelthen helt fantastisk! Præcis som lovet på bloggen MUMS, hvor jeg fandt opskriften.
Og nogle af dem får lov at snige sig ned i en lille sød æske som værtindegave til min veninde i aften :)

Normalt er jeg faktisk ikke så meget til frugt og bær i min fyldte chokolade, som istedet allerhelst skal være med trøffelmasse, nougat eller karamel indeni. Eller marcipan. Eller... Hvad som helst! Nu også hindbær. Prøv dem, også hvis du normalt er bær-i-chokolade-skeptiker!

Hindbærtrøfler (mange, men alligevel ikke nok)
1 dl piskefløde
3 spsk sukker
150 g hindbær
250 g mørk chokolade

Kom piskefløde, sukker og hindbær i en gryde og lad det koge i ca. 10 min. Pres blandingen gennem en si og kom det tilbage i gryden igen, og lad det koge yderligere ind, til der er ca. 1 dl tilbage.
Hak chokoladen, tag gryden af varmen og rør chokoladen heri til massen er ensartet. Kom det i en sprøjtepose og fordel i små forme. Skal pyntes ret straks, da de stivner forholdsvis hurtigt.
Kom dem på køl, og sørg for at prøvesmage rigeligt. Fristes til at sige MUMS! ;)
2 Comments

Chokosky på nøddebund

27/11/2011

8 Comments

 
Picture
Kan I huske dengang, man købte en ny top hver gang man skulle til fest?

Sådan var jeg lidt i gymnasiet. Hver weekend var der så alletiders undskyldning for at forny garderoben med endnu en festtop. Nogle gange måske endda mere end én...

Nu er man jo blevet ældre og måske, måske ikke, klogere. Det vil jeg ikke komme ind på her. Interesserne har ændret sig, og nu er det undskyldningen om at man får gæster, der får mig til lige at købe en ny bageform eller andet grej.

Igår blev det til en ny diameter springform (har i forvejen tre) og nogle fine financier-forme.

Springformen var helt nødvendig, fordi størrelsen ville passe perfekt til den dessert, jeg her til aften har kreeret. En nøddemarengsbund med fløjlsblød chokolademousse ovenpå. NAM, hvis jeg må være så selvrosende!
Picture
Chokolademousse-nøddekage
Bund
1,5 æggehvide
1 dl sukker
100 g nødder hasselnødder og mandler

Chokoladesky
140 g mørk chokolade, Valrhona Caraïbe
80 ml vand
2 æggeblommer, past.
2 æggehvider, past.
40 g sukker

Start med bunden. Tænd ovnen på 180 grader, og hak/blend nødderne til det er næsten fint. Pisk æggehviderne næsten stive, og tilsæt sukkeret og pisk let. Vend nødderne i og kom massen i en springform på 18 cm beklædt med bagepapir. Bag bunden i ca. 25 minutter, til den er blevet gylden. Lad den køle af.
Til moussen smeltes chokolade og vand over et vandbad. Lad det køle let og rør æggeblommerne i. Pisk æggehviderne stive med sukkeret (skold evt. piskeris og skålen inden, så er du sikker på at det kan lade sig gøre!). Vend de stiftpiskede hvider i chokolademassen, og kom derefter massen tilbage i skålen du piskede hvider i. Det gør jeg altid for at opnå en bedre blanding og skålen er også lettere at hælde af senere.
Tag nøddebunden ud af formen og bagepapiret, og kom den tilbage i formen. Fór nu formen med bagepapir langs siderne, som sættes sammen med en clips. Fordel moussen ovenpå nøddebunden, og stil kagen i køleskabet mindst 5 timer eller gerne natten over.
Picture
Det er altså en af de bedste desserter, jeg længe har fået!
Picture
8 Comments

Lime pie med crème chantilly

24/11/2011

7 Comments

 
Jeg har længe haft denne lime pie i tankerne. Jeg elsker nemlig alt, der indebærer lime og citron.

Okay, måske ikke alt. Men jeg har ikke fundet noget endnu, der kunne være undtagelsen til at bekræfte reglen.
Picture
Har spottet den flere steder rundt omkring på nettet, hvor den stort set altid er lavet med de samme ingredienser: en digestivebund a la cheesecake med fyld af limecreme på kondenseret mælk, lime og æggeblommer.

Kigget lidt på opskrifterne og indvendigt debatteret, hvorvidt der skulle serveres flødeskum til eller om tærten skulle toppes med en marengs lignende den, man kan kommer på Tarte au citron.

Eftersom den var at finde i Hummingbird Bakery Cook Book, blev jeg mindet om den hver gang jeg brugte bogen som godnatlæsning. Tilsidst var der ligesom ikke andet at gøre end at lave tærten og smage på sagerne!
Picture
Det endte med en personlig (og mindre) udgave, hvor flødeskummet blev til crème chantilly, og tærtebunden peppet op med nogle norske chokoladecookies. En temmelig god kombination, må man sige.

Jeg synes det er svært at få tærten virkelig smuk, og valgte en tykkere tærtebund istedet for én med sider. Man kunne overveje at smøre flødeskummet udover tærten, men jeg kan godt lide min flødeskum on the side.

Hvis du er fan af lime, er denne tærte er must. Faktisk er den slet ikke så syrlig, som folk med citrus-aversioner måske kunne frygte. Cremen er fløjlsblød, sød og frisk, og bunden lækker knasende med chokoladeoverraskelser i. Find den kondenserede mælk hos din grøntsagspusher.

Lime pie, ca. 8 personer
12 digestivekiks/chokoladecookies
100 g smør, smeltet
1 dåse kondenseret mælk
3 økolimefrugter, saft og revet skal heraf
4 æggeblommer
1/4 l piskefløde
4 spsk flormelis
1 stang vanille

Forvarm ovnen til 170 grader. Kom kiksene i en frysepose og knus dem med en køkkenrulle. Bland kiksene med det smeltede smør, og tryk massen ud i en springform på ca. 22 cm, foret med bagepapir. Bag bunden i ca. 15 minutter, til den er fast og har taget farve. Køl bunden af.
Bland kondenseret mælk, limesaft og -skal samt æggeblommer i en skål og pisk det let sammen med et piskeris. Kom cremen ovenpå kiksebunden og bag den, også ved 170 grader, i ca. 20 minutter. Fyldet skal have sat sig og ikke skvulpe når du tager kagen ud af ovnen. Køl kagen helt af, og sæt den derefter på køl, mindst et par timer eller natten over.
Til servering laves crème chantilly: skrab kornene ud af vanillestangen, og bland dem med flormelis i en skål. Hæld den kolde piskefløde i vanilleblandingen, og pisk til den dejligste flødeskum. Pynt kagen med revet limeskal og server.
Picture
7 Comments

A chocolate a day...

22/11/2011

5 Comments

 
keeps the doctor away!

Eller det er måske et lidt upassende ordvalg, da det netop var nordmanden (the doctor), som forærede mig denne skønne chokoladejulekalender.
Picture
Men tror nu alligevel på, at jeg bliver ekstra god og sund i december - sundhed for sjælen skal ikke undervurderes!

Nu glæder jeg mig umådeligt meget til d. 1. december.

Tjek også lige, hvor stor chokoladen er d. 24. :-D
Picture
5 Comments

Saltkarameller

19/11/2011

5 Comments

 
Lav dit eget weekendslik. Hvor overskudsagtigt virker det ikke?
Picture
Jeg ELSKER karamel, men det skal være den hårde type flødekarameller, og ikke den bløde, fudgy slags.

Her den anden aften mødtes jeg med mine to yndlings-polit'er, og den ene havde lavet den dejligste risengrød, den anden havde købt fine, lækre macarons fra Nikolaos Strangas til os.
Den ene var med saltkaramel og min absolutte favorit.

Blev derfor nødt til at lave saltkarameller!
Picture
De er næsten allerede væk, så godt smager de. De har også givet mig en mavepine eller to. Men har lovet min søster at smage dem, så må vist hellere snart lave en ny portion..
Picture
Opskriften er piece of cake - eller of caramel ;) Men husk at holde øje med dem under nedkølingen! Jeg glemte dem på altanen, så de blev lidt hårde og svære at skære ud.

Men pyt skidt, så fik de et rustikt udseende og der faldt en masse små flager af, man kunne stå og hapse...

Saltkarameller
50 smør
125 g sukker
1/2 dl lys sirup
1 tsk vanillesukker
1 dl fløde
1-2 tsk saltflager

Smelt smørret i en mellemstor gryde, og kom sukker heri. Når blandingen er blevet brun, tilsættes sirup og vanillesukker, og herefter den gode fløde. Pas på når du tilsætter fløde - blandingen koger temmelig meget op. Lad det koge uden låg, i 5-10 minutter, måske mere. Jeg tog ikke rigtig tid, men tjekkede ved kugleprøven: kom et par dråber karamel i et glas med koldt vand, og formes det til en kugle, er karamellem færdig. Hæld salt i, rør hurtigt rundt og fordel karamellem i en form foret med bagepapir. PAS PÅ, karamellen er meget varm!
Opnå en tykkelse på din karamel på ca. 1 cm, evt. ved at folde bagepapiret sammen, det kommer an på hvordan din form ser ud.
Lad det køle ned og når den er ved at være fast, men ikke for hård, skæres den ud i passende stykker og pakkes ind i bagepapir eller hvad du nu har.

Så er der karameller!
Picture
5 Comments

Cannelés - en kage uden lige

17/11/2011

9 Comments

 
Hvis du ikke kender Cannelés Bordelais, så lad mig præsentere.
Picture
Den skønneste, svampede, vanillefyldte, bløde kage, med en snert af rom.

Jeg citerer min veninde, som aldrig havde smagt dem før og nærmest var målløs: "Jeg er helt blown away" <3
Picture
Jeg har lavet dem før, men det var inden jeg fik den helt rigtige form. Og det betyder altså noget for smagen, har jeg fundet ud af.

Jeg serverede dem til en tøsekomsammen i weekenden, til glögg fra Hviids Vinstue, istedet for æbleskiver. I øvrigt den bedste glögg, jeg nogensinde har smagt - og nok også den stærkeste...
Picture
Jeg brugte samme gode opskrift som sidst, som kan ses her. Med miniformen er der nok til 45 styk skøn cannelés.

Har du ikke selv mulighed for eller mod på at kaste dig ud i dem, så synes jeg du skal købe dig til én, næste gang du har mulighed for det. Jeg mener man kan få dem hos Meyers, og ellers skal du holde udkig i Paris.

De vinder med garanti dit hjerte!
9 Comments

Besat af mos!

14/11/2011

6 Comments

 
Det er vel næsten lidt chokerende, billedet herunder.

Et indlæg om MAD, og ikke kage!?
Picture
Nu vel, det bliver heller ikke et "sådan-laver-du-en-lækker-lørdagsmiddag"-indlæg. Her har vi en sindssygt lækker lammeculotte i selskab med rødvinssovs, rødbederåkost med sharonfrugt og valnødder, samt sellerimos.

Og det er den dejlige sellerimos, jeg gerne vil fremhæve her. En meget meget simpel opskrift, som jeg blot vil dele med jer, hvis I også går rundt og lige havde glemt den grimme selleriknold for en stund.

Det havde jeg nemlig, men nu er jeg hooked.
For det smager SÅ godt og det er SÅ nemt at lave!

Som tilbehør a la ovenstående, beregn da ca. en halv knold til fire mennesker.

Sellerimos
1/2 selleri
Sødmælk så det dækker (eller vand)
salt
peber

Lav den vidunderlige mos sådan: Skær knolden i grove stykker, så er det lettest at skrælle den. Herefter skæres den i tern, og som koges møre i sødmælk eller evt. bare vand. Det tager ca. 10-15 minutter. Hæld næsten al væsken fra, og stavblend til en skøn mos. Har du kogt i vand, tilsæt da (en god klat) smør. Smag til med S&P og servér.

Uhmmmmm, efterår! Er der rester, så smid mosen i et ildfast fad dagen efter og varm op, så har du igen den dejligste mos. Jeg er fan af mos!
6 Comments

Oldie, but Goldie

12/11/2011

0 Comments

 
Picture
Nogle gange har man bare brug for chokolademousse. Det har jeg ihvertfald!

Vil gerne lige slå et slag for denne dejlige mousse, som jeg har lavet, og vil lave, igen og igen og igen.. Den er fløjlsblød, intens og luftig på én og samme tid.

Jeg ELSKER den, og har svært ved at forestille mig, at jeg kommer til at lave chokolademousse på andre måder. Ever.

Lav den, hellere nu end senere!
Picture
0 Comments

Kolibrikopkager x 3

10/11/2011

6 Comments

 
Picture
Jeg har ofte taget mig selv i at synes, at cupcakes er lidt hype.

Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke bryder mig om fyldig, sød, snasket frosting ovenpå en kage.
Men når det tager overhånd og det virker som om at kagens udseende er blevet prioriteret over smagen, stiger jeg altså af - lidt i stil med dem, som synes man skal se godt ud i et fitnesscenter frem for at lave noget. En sammenligning som har det tilfælles, at der i begge tilfælde er helt forkert fokus!

Jeg faldt forleden over Hummingbird Bakery Cookbook og vidste med det samme, at jeg måtte konsumere to styks - én til selveste mig (har stået på ønskelisten længe) og én til min kære veninde i Odense, som er en sød lille ivrig kagebager.

Blot et par dage senere modtog jeg en MMS med et billede af chokoladecupcakes'ne, og billedet blev beriget med historien om at Maries kæreste med det samme havde spist tre i streg - så gode var de. Så var lysten ligesom vakt :)
Picture
Jeg havde ellers udset mig flere kager fra bogen, jeg gerne ville lægge ud med at bage: limepie, citroncupcakes, citronbarer og citronsandkage. Øhh, har jeg nævnt at jeg æææælsker citrus? ;)

Istedet blev debuten fra bogen disse chokoladecupcakes, hvor jeg eksperimenterede med frostingen og lavede tre slags: ren chokolade, mokka og after eight. Efter længe at have gået med choko-pebermynte-tanker var dette den oplagte mulighed.

After eight forbinder jeg med barndommen. Da jeg var lille, måtte vi altid først få dem om aftenen, efter kl. 20 (opfindsomt af mine forældre, ikk...), og jeg elskede kombinationen af chokolade og pebermynte. Some things don't change - andre gør. F.eks. har jeg nærmest aldrig mere cravings for Piratos, som også var en fast bestanddel i barndommens slikskab. Husker tydeligt at en barnepige var meget skeptisk, da jeg og min søster påstod at vi altså gerne måtte få Super Piratos i en alder af ca. 3 og 5 år - jojo, de var da ikke for stærke! Ovenikøbet skulle de klippes over i kvarte, så de var mere børnevenlige :) Stakkels uforstående barnepige, som sikkert har været dødnervøs over at få balle af sure forældre.

Fluks videre til cupcakes'ne, som jeg giver opskriften på her, hvis du ikke allerede er i besiddelse af den dejlige kagekogebog. Cupcakes'ne fik bugt med mine fordomme, for de her smager altså virkelig godt - spongy kagebund med lækker, cremet frosting. På kanten til at være for sød, og dog: hvem vil ikke gerne være (lidt for) sød? Bare indimellem..

I øvrigt har jeg fundet ud af, at det er fra denne kagebog, OMG-kagen stammer :)
Picture
Chokoladecupcakes, 12 stk
100 g hvedemel
20 g kakao
140 g sukker
1,5 tsk bagepulver
40 g smør, blødt
125 ml sødmælk
1 æg
1 tsk vanillesukker

Forvarm ovnen til 170 grader. Bland hvedemel, kakao, sukker, bagepulver og smør i en skål og pisk det sammen med en elpisker, til alt er jævnt blandet. Pisk æg, sødmælk og vanillesukker sammen og tilsæt halvdelen til dejen, samtidig med at der piskes. Tilsæt resten og pisk kortvarigt, stadig med elpiskeren, til dejen netop er ensartet. Fyld dejen i muffinformene 2/3 op og bag dem i 20-25 min., mine fik 20 - en kødnål skal komme ren op af midten.

Chokoladefrosting
100 g smør, blødt
300 g flormelis
40 g kakao
3 spsk sødmælk
variationer: pebermyntearoma, stærk kaffe

Til frostingen piskes det bløde smør med kakao og flormelis, og herefter tilsættes sødmælk en spsk af gangen. Når mælken er pisket ind, skal der fortsat piskes for at opnå en god konsistens på frostingen. I bogen anbefaler de at man pisker i 5 minutter, men efter 2 minutter så jeg ikke rigtig en udvikling i luftigheden (og blev utålmodig og kagesulten), så stoppede her.
Nu kan du så dele frostingen og tilsætte smag efter humør. Jeg kom lidt pebermyntearoma i noget af det, smag dig frem. Til en anden portion tilsatte jeg en spsk meget koncentreret kaffe.
Kom frostingen på de afkølede kager og pynt dem forskelligt, så der kan kendes forskel :)
Favoritten herhjemme blev både den med ren chokolade og den med kaffe. Frostingen er ret sød, så jeg synes kaffen gør det virkelig godt her.

En anden fordel ved at lave forskellige slags er, at man har alletiders bedste undskyldning for at smage på dem alle sammen! :)
6 Comments

Mmm, den er go'!

8/11/2011

0 Comments

 
Picture
I lørdags bagte min veninde og jeg denne lækre kage. Det var lige hvad vi kunne magte, sådan tømmermændene taget i betragtning. Og det hjalp da også gevaldigt :)

Den er fra Anne au chocolats skønne blog, og jeg har haft kig på den før og noteret den på min to-bake-liste. Da jeg efterfølgende er faldet over den igen hos et par andre bloggere, tænkte jeg at nu måtte det være på tide.
Picture
Har du også en to-bake-liste med kager, der er blevet spottet og som du bare må bage? På et tidspunkt?

Jeg ved nogle af jer har. Hvis denne kage er én af dem, så lad den lige rykke op i rækken og bag den. Det er simpelthen en fantastisk lækker limekage, med masser af hasselnødder og hvid chokolade. Og limesirup udover.

Nybagt er den bare lækker. Semi-lun er den ligeså. Men den er, efter min mening, allerbedst dagen efter hvor den lige har fået lov at sætte sig, og limesmagen er endnu mere fremtrædende. Mmmm.. Det sidste stykke ER blevet spist.
Picture
Vil nøjes med at linke til opskriften, da den blev fulgt til punkt og prikke. Bortset fra at jeg bagte den i alm. ovn ved 190 grader i 40 min., men det er vist kun en information, jeg selv kan bruge til noget næste gang :)

Dagen efter blev der lavet en lille goodie-bag som kom med på læsesalen til mig og min opgave-makker. Det var værdsat :)
Picture
0 Comments
<<Previous

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.