Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Kanelsnegle med marcipan og æble

30/8/2011

8 Comments

 
Picture
Nu er det ENDELIG sæson for danske æbler. Med fare for at lyde smånationalistisk, er danske æbler er bare noget af det bedste jeg ved! Jeg elsker i forvejen æbler og spiser gerne to om dagen, og så er de altså lidt lettere at have med i tasken end f.eks jordbær, og de holder sig længere. Uhm, danske æbler :)

Denne opskrift tager udgangspunkt i en god portion improvisering, for jeg opdagede mit i bageprocessen, at vi ikke havde flere æg.. Derudover har jeg udskiftet smør og sukker med en god mængde marcipan og æble; en kombination der sjældent slår fejl. Husk at du altid kan fremskynde processen med en større mængde gær og kortere hævetid, hvis tiden er knap (eller kanellysten stor). Jeg har valgt at bage sneglene i en form for at afprøve, om snasketheden på denne måde holder længere. Det er alligevel altid det indeni, som smager bedst, synes jeg!

Nordmanden er en hund efter bakst og kanel, så der er allerede blevet fortæret en stor del af portionen. Men det er også svært at hamle op med nybagte kanelsnegle :)


Jeg anbefaler disse, hvis du har lyst til lidt afveksling fra den klassiske kanelsnegl og ligesom mig, elsker kombinationen af æble, kanel og marcipan. Prøv dem! Jeg valgte at lave en ikke for kraftig, hvid glasur til de snegle, der skulle med på kontoret her dagen efter. Og det klæder dem altså ganske godt :)
Picture
Lige kommet ud af ovnen
Kanelsnegle med marcipan og æble, 20 stk
15 g gær
2,5 dl mælk
35 g smør
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
400-500 g hvedemel
1 stort, syrligt, dansk æble
200 g marcipan
5 spsk sukker eller brun farin
1-2 spsk kanel
100 g hakkede mandler

Smelt smørret og rør mælken ud heri. Hak gæren i stykker i en skål og kom mælkemassen udover (tjek temperaturen - lillefingervarm uden at brænde). Tilsæt salt og sukker, og herefter mel lidt ad gangen. Ælt dejen til den er glat og smidig. Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. 2 timer. Kom marcipanen i køleskabet.

Tænd ovnen på 175 grader. Riv æblet (befriet for kernehus) groft og marcipanen ligeså. Det er nemmere når marcipanen er kold. Kom det i en skål og bland med sukker og kanel. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel og fordel fyldet herpå. Rul dejen sammen til en pølse og skær den i 20 stykker, som placeres i en lille bradepande tæt op ad hinanden. Hvis du vil pensle sneglene, gøres det nu. Dette glemte jeg, da vi som sagt var løbet tør for æg. Drys de hakkede mandler henover sneglene og bag dem i 18-20 minutter, til de er let gyldne. 
Nyd sneglene lune som de er, eller pynt evt. med hvid glasur. Kanelsneglene holder sig godt og kan sagtens spises dagen efter, da det revede æble bidrager med en god del saftighed. 

Uhm, måske bliver efteråret ganske okay alligevel :)
Picture
8 Comments

Orn'li goe cookies!

28/8/2011

0 Comments

 
Picture
I am cookie lover. Så er det ligesom sagt.

Selvom det er noget tid siden, jeg sidst har postet en cookie-historie, betyder det ikke at jeg ikke har bagt. Tværtimod - mine yndlingsopskrifter på kanelcookies og chokoladecookies med havregryn bliver brugt så flittigt, at bier ville være stolte af mig og jeg snart skifter navn til Flittig-Lise.

Denne gang ville jeg dog bage efter en uprøvet opskrift, som min veninde spamede mig med for nogle måneder siden, med en tekst a la: SYGT gode cookies, som du SKAL lave! NU! Forklaringen på hvorfor jeg først laver dem nu har jeg ikke sådan lige i ærmet, udover der måske har været en stædig tanke i stil med "næh du, jeg HAR altså en favoritopskrift" aka jantelov og en "don't tell me what to do". Eller også røg opskriften bare ind på den uendelige to-bake-liste, som aldrig tager ende..

Hvor gode er de så? De er pænt gode. De er knasende udenpå og chewy indeni. Har nogen i øvrigt et godt ord på dansk, som kan gøre det ud for chewy? Der er dejligt meget chokolade i, og så dufter de SÅ godt når de er i ovnen. Jeg har svært ved at vælge mellem dem her og mine andre yndlingscookies. Men disse er klart værd at bage.

De nedstammer efter min venindes Tøsekogebog, skrevet af Patrick Bachmann, som jeg i øvrigt stødte ind i, i Magasin Du Nord i den søde juletid sidste år, hvor han stod og bagte selvsamme lækre cookies, som jeg fik lov at smage. Mænd i køkkenet er niceness!
Picture
Lige kommet ud af ovnen. Nu skal du prøve at være lidt tålmodig..
Tøsecookies, også for mænd, ca. 18 stk
125 g smør
150 g god, mørk chokolade
100 g hasselnødder
180 g hvedemel
½ tsk bagepulver
1 tsk vaniliesukker
135 g rørsukker
1 æg
½ tsk salt

Gå aldrig ned på ingredienser og brug rigtigt smør. Tag det ud af køleskabet og skær det i mindre stykker i en skål. Tænd ovnen på 180 grader varmluft eller 200 grader almindelig. Jeg var på Fyyyn hos mutti, så kunne endelig bage flere plader på én gang i en varmluft :)
Hak chokolade og hasselnødder groft. Bland mel og bagepulver i en skål. Slå ægget ud i en kop og pisk det let med salt.
Rør smør, sukker og vanille godt sammen. Tilsæt æg og salt, og rør godt. Tilsæt melblandingen og chokolade og nødder, og rør dejen hurtigt sammen.
Kom bagepapir på to bageplader, og lav små kugler af dej som sættes på bagepladen. Sørg for at holde en god afstand imellem, da de flyder ud. Tryk dem let flade. Bag dem i 8-10 minutter, til de er lysebrune i kanten. Giv dem endelig ikke for meget, de skal se lidt ubagte ud når du tager dem ud. Lad dem afkøle let og spis med et stort glas kold mælk :)
Picture
Haps..
0 Comments

Ostekage - nu med skyr!

24/8/2011

8 Comments

 
Picture
Efter mit sidste eksperiment med ostekage, har jeg nærmest været besat af tanken om at lave én mere. Det er desværre bare ikke hver dag jeg har tid og overskud til at lege med husblas, så jeg gik og legede lidt med tanken om at lave en simplere ostekage. Et andet kriterie jeg ville opfylde skulle være besparelser på laborcosten, også mht opvasken; ergo en mere hverdagsvenlig version.

Her henover sommeren har jeg fået en solid hang til det skønne produkt skyr, og jeg kom på den idé at indtænke skyren på lige fod med den rolle, creme fraiche sommetider spiller i ostekager. For at opnå en så fast konsistens som muligt, ville jeg bruge flormelis istedet for sukker. 

Med disse midler ville jeg opnå en idiotsikker no bake cheesecake med et strejf af Island. For at gøre ostekagen frisk har jeg brugt appelsinskal, men ikke saft, da jeg tror at saften kan ødelægge kagens firmness. Resultatet blev virkelig godt, så prøv den her, hvis du ikke har mod på husblas! Det er helt klart en opskrift jeg vil bruge i fremtiden, når tiden er knap og ostekagetrangen melder sig. Den er frisk, knasende, dejlig cremet og tilpas fast. Elsker succesprojekter :)

Hvis du ønsker en højere ostekage, kan den evt. laves i en lidt mindre form eller man kan lave halvanden gang af ostemassen. Jeg synes dog at forholdet mellem ostedelen og digestivebunden her er rigtig godt. Server den som den er, eller med friske bær.
Picture
Untouched and oh so fine
Ostekage med et twist af Norden
150 g digestivekiks
60 g smør
300 g philadelphia
150 g skyr
80 g flormelis
1 økologisk appelsin, revet skal heraf
1 tsk vanillesukker

Kom kiksene i en skål og knus dem med en stor træske eller læg dem i en frysepose og smadr dem med kagerullen. Smelt smørret og bland det i kiksekrummerne. Konsistensen skal være som vådt sand. Sæt randen af en springform på et flot fad og tryk kiksemassen ud heri. Sæt på køl.
Pisk philadelphia, skyr, flormelis, vanillesukker og appelsinskal i en skål med elpisker, til det bliver en luftig masse. Jeg brugte elpisker og piskede i ca. 5 minutter. Smag massen til. 
Hæld ostemassen over den afkølede kiksebund og sæt i køleskabet nogle timer, evt. natten over.
Server med friske bær, jeg brugte blåbær, men kan sagtens forestille mig at andre bær ville klæde kagen.
Picture
8 Comments

En herlig mellemmad

23/8/2011

2 Comments

 
Picture
Nogle gange får jeg akut lyst til den her "mad", som består af groft knækbrød, Urtekrams crunchy peanutbutter og mørk pålægschokolade, her Toms Guldbarre mørk pålægchokolade. Uhm! Bliver helt lækkersulten bare af at kigge på billedet :)
Jeg tror jeg har "fundet på den" engang hvor jeg nok har været kage-chokolade-snask-trængende, uden at have ret meget i skabene derhjemme. Knækbrød, pålægschokolade og peanutbutter har jeg dog nærmest altid, og det er altså en herlig treenighed!
Og så er det endda ganske forsvarligt, da vi jo både har kostfibre i knækbrødet, sundt fedt i peanutbutteren og gode antioxidanter fra den mørke chokolade. Så er glorien vist pudset ;)
En egentlig opskrift har vi jo ikke med at gøre, men derfor kan det jo godt være du ender med at afprøve den alligevel, ikk? Med fare for, ligesom jeg, at blive småafhængig :)
2 Comments

Jomfruens ostekage med appelsin, lime og hindbær

19/8/2011

28 Comments

 
Picture
Dette er min første ostekage ever, hvis nogen skulle betænke sig omkring navnet. Hverken bageren eller kagen er nemlig særligt uskyldig ;) 
I anledningen af en tøseweekend med min veninde Line, aka Kronprinsessen, ville jeg (helt uopfordret og uden at plage) lave en dessert til os. Det måtte da til! 
Nu er Line sjovt nok ellers ganske tøset, men der er én ting, hun har fået helt galt i halsen, nemlig chokolade. Ja, hun er født sådan, med hang til lakrids og hvad der ellers tilhører. Derfor kunne desserten naturligvis ikke være i retning af det mørke guld. Jeg kom i tanke om, at hun vist engang har nævnt at hun godt kan lide cheesecake. Det er ikke fordi jeg ikke selv kan lide det, men jeg spiser det bare virkelig sjældent. Jeg har heller ikke forsøgt at lave homemade cheesecake før, og første step var således at få afklaret, om det skulle være en bake eller no bake.
Hos Xenia og Sarahs kager havde jeg set små, nuttede minicheesecakes som jeg faldt for i første omgang. Af den bagte slags, som jeg ikke ved om jeg egentlig er til. Efter at have forhørt Anne fra kontoret ændrede jeg dog straks mening. Hun sendte lynhurtigt opskriften på hendes alle tiders yndlingscheesecake, som tilsyneladende bliver tilbedt af alle, der kommer i nærheden af en mundfuld. Jeg elsker personlige anmeldelser (af desserter) fra folk jeg kender, og især når der skråsikkert bliver meddelt, at den her SKAL man altså prøve.
Ingen beskedenhed her. Ikke noget med "ja, jeg kan jo godt lide den, men derfor kan jeg jo ikke garantere at du kan.." eller "jeg synes den er meget god, men det er jo smag og behag". Denne her ostekage skulle være en sikker vinder, og jeg var solgt. Anne havde julelys i øjnene da hun beskrev den for mig, og snart havde jeg det også selv. Eneste hage var, at ingrediensen opfundet af The Devil Himself indgik i opskriften: Husblas. Husblas eller ej - en dessertentusiast gjorde sig kampklar.
Picture
Bemærk kagefad - nyt fået i fødselsdagsgave :)
Et par timer senere, hjemme i køkkenet, kunne man imidlertid se mig i færd med at gå ud af mit gode skind. Det her husblas er altså lige så forbandet, som folk kan påstå, og det er IKKE her, du liiiiige skal gøre det på din egen måde. 
Gør for Guds skyld som husblasemballage og garvede madbloggere foreslår. Er du ny i et køkken, anbefaler jeg ikke at give dig i kast med denne her som din første dessert. Omvendt, som vi alle ved: intet er umuligt for den, som bærer viljen i hjertet.
Mit hjerte tilhører de søde sager, og heldigvis gik det. Vist. På et tidspunkt var jeg så p****sur og ildrød i hovedet at jeg begyndte at spise (og tygge) stærke lakridsbolcher. Ikke at jeg ikke gør det på andre tidspunkter, men lige her blev mit temperament tæmmet...

For lige at ridse et par uskrevne regler og tips op om husblas, anbefaler jeg:
1) Udblød husblassen i KOLDT vand, i 10 minutter. Læg dem i skålen ét ad gangen.
2) Knug den fri for vand og smelt den under omrøring i en gryde. Afkøl let.
3) Kom lidt af din kolde fromage/hindbærpuré ned til den smeltede husblas under kraftig omrøring. Dette fortynder det skide husblas og gør arbejdsprocessen nemmere efterfølgende
4) Bland det fortyndede gift i resten af fromagen/puréen, igen under omrøring.
5) Klumper det alligevel, er skaden sket. Desværre.

Nu ikke se så sort på det. Husblas kan faktisk lykkes, og det endda selvom jeg var tæt på at smide hindbærpuréen ud og smadre skålene i køkkenet. Heldigvis kom jeg på bedre tanker. Den her kage MÅ du lave - jeg kan ikke forestille mig, at man ikke skulle kunne lide den.

Påregn en times aktiv kvalitetstid i køkkenet, og det er uden medregnet opvask. For ja, den er lidt krævende og omstændig, men hvem sagde det skulle være let at lave en hulens god ostekage? I øvrigt synes jeg det skal hedde ostekage, når den ikke bages, og cheesecake når den bages - så er der ligesom system i det :)
Picture
Ostekage med appelsin, lime og hindbær
150 g digestivekiks
60 g smør
240 g hindbær
2 spsk sukker
6 blade husblas
1 økologisk appelsin, revet skal heraf
1 lime, saft heraf
300 g philadelphia (evt. light - James Price siger det selv!)
80 g sukker
2 dl piskefløde
1 tsk vanillesukker

Tænd ovnen - nårh nej! It's a no bake ;) Brug istedet energien på at knuse kiksene til ukendelighed, jeg brugte en træske og afreagerede ned i en skål. Smelt smørret og bland det i kiksene, til du får en masse der minder dig om vådt sand. Sæt ringen af en springform på 20 cm på et flot fad og tryk bunden ud heri. Sæt den på køl.
Læg 3 blade husblas i koldt vand, læg dem enkeltvis i skålen, og lad det stå i 10 minutter.
Mos hindbærerne til puré med en stavblender, og kom dem op i en si, og tryk massen ud i en skål så kernerne ikke kommer med. Smag til med sukker (2 spsk). Tryk husblassen fri for vand og kom dem i en lille gryde og smelt det under omrøring. Lad det køle let af. Kom ca. 2 spsk af hindbærpuréen ned til husblassen under omrøring. På denne måde tempereres det, så du undgår klumper. Rør denne blanding ud i resten af hindbærpuréen og lad det stå.

Læg de sidste 3 blade husblas i en skål med koldt vand. Leave it.
Pisk philadelphia med sukker, limesaft og appelsinskal, brug en elpisker. Pisk fløden til skum i en anden skål og vend den i ostemassen sammen med vanillesukker.
Smelt husblassen i en gryde og lad den køle let af. Kom et par spsk af osteflødemassen ned til husblassen under kraftig omrøring. Bland herefter dette i resten af ostemassen. 
Tag din afkølede bund ud af køleskabet, og kom ostecremen over. Hæld hindbærtingen over og lav et fint mønster med en tandstikker. Stil på køl i mindst 4 timer, gerne natten over.

Løsn springformsringen forsigtigt fra ostekagen, brug evt. en kniv til at køre rundt i kanten først. Server et stykke for din dejlige veninde, kæreste, hund eller mor, som sikkert ikke vil ane, at dette måske er din første ostekage. Indrøm overfor dig selv at det var hele besværet værd, og NYD :) 
Picture
HAPS. Meget svært at spise under to stykker..
28 Comments

Schønnemann er skøn mad! Samt reviews i KBH & Sthlm

16/8/2011

0 Comments

 
Jeg har nærmest ikke lavet mad og bagt kage den sidste lille uges tid, fordi jeg både har haft travlt med at feriere lidt i Stockholm, og har haft besøg af familie og slægtninge fra over there. Nu er det sådan, at meget af min mors familie (læs: kinesiske familie) er bosat i USA, og det plejer at være os, som smutter derover på ferie. I denne omgang tog noget af familien dog en Europatur, inklusiv en tur til Dannevangs hovedstad. Udover at besøge havfruen, rundetårn, tage på kanalrundfart og besøge ravmuseet, skulle de selvfølgelig også smage vores sagnomspundne smørrebrød. 

Jeg havde meldt mig som madansvarlig (det' mig!) og var heldig at få bord til os på den populære Schønnemann. Jeg har hørt og læst så meget godt om stedet, og glædede mig derfor rigtig meget - jeg elsker nemlig smørrebrød, når det er ordentligt lavet! Jeg var samtidig lidt nervøs for om kineserne mon kunne lide maden. For det første, rugbrød? Overdosis af mayonaise? Kartofler? For ikke at tale om sild? Heldigvis blev vi ikke skuffede! Tværtimod finder jeg nu mig selv dybt afhængig af deres hjemmerørte mayo, som deltog i rigelige mængder på min smukke anretning af Jyttes Kartoffelmad. Kan ikke vente til jeg skal derhen igen. 

Min søster og jeg delte to stykker smørrebrød, hvoraf den ene var kartoffelmaden, den anden Renes Favorit, og her er der altså tale om Rene Redzepi as in noma. Min favorit var virkelig Jyttes, og selvom jeg har lyst til at prøve mange af de andre smørrebrød, tror jeg ikke, jeg kan lade være med at bestille den dejlige kartoffelmad igen næste gang...
Picture
Jyttes kartoffelmad, med tatar af røget ål
Picture
Renes favorit med røget hellefisk og lun agurkecreme
Betjeningen på Schønnemanns var ligeledes upåklagelig. Min mor havde bestilt én med ål og jordskokkecreme, hvor hun ved en fejl fik ål med røræg. Uden sure miner lavede de det korrekte smørrebrød til hende, og sådan skal dét være. Derudover var de altså rigtig søde til at være tålmodige med et kinesisk selskab på 10 mand, selvom vi havde specielle vegetar- og buddhistrestriktioner, der skulle tages hensyn til. Og så er prisen altså fuldstændig i ordnung og, som tjeneren sagde: "alt der kan laves hjemmelavet, er hjemmelavet" - som jeg bedst kan lide det :)

I Stockholm fik vi os også én på madopleveren. Desværre er der ikke blevet taget billeder, men når jeg er ude i godt selskab og dertilhørende vin og bobler, glemmer jeg det altså ret ofte. Vil dog alligevel give en anbefaling til Sturehof, som serverer virkelig dejlig seafood. Hvis man skal til Stockholm, er stedet virkelig et besøg værd! De har også en bar, så det er veloplagt at starte en bytur her. 
Vi spiste kräftor til forret, da det vist er det eneste rigtige at gøre, når man er i Sverige i august. Min kæreste fik helleflynder til hovedret og mente, at det var den bedste han nogensinde har spist! Noget af et kvalitetsstempel må man sige. Desserterne var også virkelig lækre, jeg anbefaler især deres crème brûlée. Herunder et lille billede fra søndagsslapperen, hvor jeg kom til hægterne på en café med kaffen, kagen og kortet ;)
Picture
En Sarah B - sikker vinder..
Så var der også lige en fødselsdag, der skulle fejres i mandags i København. Midt i kineseriet og det hele. Nordmanden havde længe snakket om Fishmarket, så her blev fødselsdagsmiddagen spist. Vi havde ikke været der før, og det er faktisk en skam - for det var altså sindssygt lækkert! Ihvertfald et nyt favoritsted for vores vedkommende. Igen fik jeg ikke lige knipset amok med kameraet, da belysningen for det første var temmelig stearinet, og jeg for det andet bare nød middagen (og min elskede chablis). Jeg nåede dog lige at snuppe nedenstående billede af min forret, som var stegt sardin med persilleolie og salte mandler. Virkelig delikat, og skønt med noget andet end kammusling og blåmusling.
Picture
Stegt sardin til forret på Fishmarket
Min kæreste fik marineret havtaske til forret, som også var virkelig lækkert og anderledes, serveret med hestebønner og parmesan. Mums. Er jeg af at jeg ikke fik mere end én bid ;) Til hovedret fik vi stegt pighvar med spinat, frisk oregano og nybælgede ærter, og det kan KLART anbefales. Ved ikke hvor længe de kører med denne menu, men ku' godt spise det her én gang til. 
Desserterne bestod ligeledes til UG - kan sige så meget, at jeg nærmest slikkede skålen ren... 
Fishmarket vs. Kødbyens Fiskebaren? Helt klart 1-0 til Fishmarket.
0 Comments

I selskab med lakridsskyr..

11/8/2011

2 Comments

 
blev appelsinkagen da ihvertfald ikke ringere! Appelsinkagen fra forrige indlæg blev først spist som dessert med chokoladeis. Det var godt, men kombinationen af chokorange er der nu ikke så meget fidus over. Her til aften fandt jeg så på at blande lidt lakridspulver i noget skyr, og det var godt nok et hit! Jeg synes hindbær-lakrids-kombien er ved at være lidt last year, så tænkte om ikke appelsin og lakrids kunne være det nye sort. Det er det hermed blevet i min verden! Jeg brugte ca. 1 tsk. lakridspulver til 2-3 dl skyr. MUMS!!
Picture
2 Comments

Marokkansk appelsinkage - fra Birkerød!

9/8/2011

16 Comments

 
Picture
Det er vist ikke nogen hemmelighed for mine nærmeste omgivelser, at jeg kan påklistres etiketten "afhængig" i forhold til at bage kage. Nogle (nævner ingen navne) anser det vel tilnærmelsesvist som en diagnose. Jeg har som tidligere nævnt lige været på sommerhusturE, geografisk fordelt over Sjælland og Jylland, henholdvis Skibby og smukke, dejlige Silkeborg og hendes søer. Har derfor haft et lettere anfald af abstinenser de sidste par dage, fordi jeg stort set ikke har bagt. Nårh ja, lige en brownie og verdens bedste brød et par gange, men da de nærmest sidder på ryggraden, synes jeg ikke helt de tæller med.  Kagen med det eksotiske navn har jeg gået og tænkt på, og nok fortalt vidt og bredt om til alle der gad høre på det, siden jeg fik den serveret på den første sommerhustur. Min søsters kæreste havde medbragt en lille pakke fra hans mor i Birkerød, og straks jeg så sølvpapiret, anede det mig, at det kunne være hjemmebag der gemte sig. Endnu bedre blev det da kun, da jeg fik at vide det var en appelsinkage - længe leve citrusfrugterne! Da jeg havde smagt den var min lykke gjort. Kagen er saftig, sød, knaser blidt af mandler og overrasker med kanel. Me like! Måtte naturligvis spore mig frem til opskriften med det samme.
Idag er min første hele dag tilbage i det københavnske, og derfor skulle der naturligvis bages.

Marokkansk appelsinkage med mandler og kanel
175 g blødt smør
4 appelsiner, økologiske
200 g spanske smuttede mandler
3 store æg
3 dl sukker
3 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
¼ tsk salt
Kanel

Sæt ovnen på 175 grader. Smelt smørret. Riv skallen af 2 appelsiner fint. Pres saften fra alle fire appelsiner. Kom mandlerne i en minihakker eller blender, jeg smuttede dem ikke først, da jeg jo som altid havde småtravlt (og var doven). Det rustikke udtryk er også bevaret ved at bruge usmuttede mandler.
Pisk sukker og æg sammen, brug en elpisker, men pisk ikke for længe. Rør mel, bagepulver og salt sammen og vend i. Vend herefter mandlerne i, og rør smørret i. Rør ¾ dl appelsinsaft plus den revne skal i. Beklæd en firkantet form på 25x35 cm med bagepapir, og kom dejen i formen og bag kagen i 30-35 min. Afkøl kagen og prik den evt. let, inden den resterende appelsinsaft dryppes over kagen. Ved serveringen skæres kagen i harlekinruder og drysses med kanel.
Picture
16 Comments

Den kolde skål & sommer

1/8/2011

0 Comments

 
Picture
Til daglig synes jeg ikke jeg er sådan en af de der irriterende personer, som går rundt og er heldig og snubler over den ene lykkemønt efter den anden. Men det betyder jo samtidigt også at jeg bare bliver endnu mere glad i låget når lykken tilsmiler mig, også over de små ting som f.eks de sidste par dages dejlige sommervejr, der præcist ramte Danmark idet jeg smuttede i sommerhus med min skønne søster og mor :) 
Her følger så den lille anekdote om nøglen til sommerhuset, der ved en fejl ikke lå på sin plads da vi kom frem (med bilen FYLDT med madgods nok til en måneds uafbrudt ophold). Hvad gør en klog så? Gode dyr var pludselig rådne. Det var naboen og DanCenter heldigvis ikke, så fluks havde vi lånt et halvt køleskab af en venlig sommerhussjæl og var på vej ud at spise på DanCenterets regning, som et lille plaster på såret. Så var der tale om held i uheld. En ventetid på tre timer bliver pludselig en smal sag når man kan hælde bobler og yndlingshvidvinen ned til en tre-retters. Me like! 
Igår var virkelig søndags. Det vildeste jeg præsterede var at fremstille hjemmelavet koldskål til en pause i skyggen. Ok, fremstille og fremstille - overdrivelse fremmer forståelsen, ikk? Hjemmelavet koldskål er jo blot at blande et par ting i en skål og røre lidt rundt, så God help the mister, der er for doven til dét show. Det er nærmest umuligt ikke at få det til at smage hamrende godt! Her er min version. Passer til tre kvindfolks eftermiddagssnack/utidig og sen frokost.

Den kolde skål
3,5 dl A38
3,5 dl kærnemælk
3 spsk rørsukker
1/2 spsk vanillesukker
Revet skal af 1/2 økocitron
2-3 spsk citronsaft


Pisk sukker, vanille og citronskal i A38. Brug bare et beskedent piskeris, ingen unødvendige anstrengelser her. Hæld kærnemælk i og tilsæt citronsaft efter smag. Verdens nemmeste og en af de bedste eftermiddagsmåltider der findes, voila! Find din yndlingstopping frem og nyd. Jeg er personligt tilhænger af gode kammerjunkere, og synes at både dem fra Løgismose og Urtekram er lige til at spise (hoho). En kiwi skal man heller ikke gå af vejen for at smide i. Uhm, er det snart på tide med en portion mere?
Picture
0 Comments

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.