Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Fudge med rom & rosin

29/3/2012

8 Comments

 
Picture
Da jeg var i London i sidste weekend, blev jeg fuldstændig besat af F U D G E. Nærmest lige så besat som jeg har været af scones siden besøget på Perch's - og det er ikke så lidt, sku jeg hilsåsi!

Men altså, fudge i lange baner hos autentisk gammeldags slikmand ved Seven Dials. Og en masse andet slik - toffees, eclairs, vingummi, lakrids og bolcher. Uhmme mumme.

Egentligt plejer jeg slet ikke at være til fudge, da jeg synes det godt kan blive for sødt. Men kombien af fudge, rom og rosin er simpelthen magisk!

Så magisk, at den forsvandt før jeg nåede hjem til nordmanden så han kunne smage. Så må man jo bare igang i køkkenet med grydeskeen... Man ved, man bor sammen med en læge når kommentaren er: "det ser ret kolestorelfarligt ud, det dér", mens man står og rører.
Til det kunne jeg kun svare JA.

Opskriften på fudge-delen fandt jeg hos Lone Landmand, og den kræver ikke sukkertermometer, men blot en stor pande, en skål og en håndmixer. Fudgemasse er supervarmt, så pas på hvad du rører med – jeg anbefaler træ eller metal og ikke plastik.
Brug en form på ca. 20 x 20 cm og en skarp kniv, når du skal skære fudgen ud – og vent til den er helt kold, ellers kan den smuldre - tålmodighed er en dyd!
Picture
Til en ordentlig omgang skal der bruges:
1 dåse kondenseret mælk
1 ½ dl sødmælk (eller halvt skummet, halvt madlavningsfløde)
225 g sukker
225 g brun farin
115 g smør
Desuden: 130 g rosiner udblødt nogle timer eller natten over i ½ dl god, mørk rom

Kom alle ingredienserne (undtagen rom-rosinerne) i en stor pande, og bring massen i kog. Lad det boblekoge i 10 minutter på relativt høj varme, brug en træske til at røre med undervejs.

Hæld derefter karamelmassen over i en røreskål – pas på, det er varmt! – og pisk massen med en håndmixer, til det begynder at tykne. Jeg piskede i syv minutter, men det var nok et minut for meget. Massen skal være tyk, men sådan så man stadig kan hælde den.
Kom de udblødte rosiner ned i karamelmassen og rør det ind i massen. Beklæd din form (ca. 20 x 20) med bagepapir, og hæld fudgen heri. Tryk den evt. ned i formen, hvis den er lidt fast, med bagsiden af en ske.

Lad nu fudgen køle af i køleskabet til den er HELT kold, og skær den herefter ud i små hapsere med en skarp kniv. Kanterne må gerne fordufte på mystisk vis! Fortæl mig så, om du bliver afhængig!
Picture
8 Comments

Tavshed er guld?

26/3/2012

2 Comments

 
For så er jeg da rig nu!
Har været ret stille på det sidste pga. en masse masse travlhed. Et seminar skal afleveres om få dage, en tøsetur til London i forlænget weekend og en masse bøvl med køb af lejlighed - krydser fingre for at det snart går i orden.

Men derfor kan man jo godt dele lidt snapshots ud, se bare hvad London bl.a. bød på af søde sager...
Picture
Brownie-hindbærcheesecake hos Hummingbird i South Kensington
Picture
Traditionel britisk udendørs slikstand - kæmpe udvalg! Ved Seven Dials
Picture
Caramel cupcake, Hummingbird Bakery
Picture
Afternoon tea at the Cadogan Hotel - MEGET anbefalelsesværdigt!
Picture
Carrot cake, Hummingbird Bakery
2 Comments

How to: Perfekte sushiris

17/3/2012

8 Comments

 
Picture
Sushi er jo en udbredt take-away-spise og især i København synes hvert gadehjørne at have deres egen version af lettilgængelig sushi.
Sådan var det ikke for snart 5 år siden i Odense, da jeg kom tilbage efter en ferie i Japan og bare var helt tosset med rå fisk med ris, og derfor gik jeg hurtigt igang med projekt hjemmelavet sushi.

Har du ikke kastet dig ud i hjemmelavet sushi endnu, så synes jeg klart du skal give det et forsøg. Det smager meget bedre end det meste du kan få udefra, fordi det er HELT frisk, og så er det altså også en del billigere end de steder, som har ordentlig kvalitet.

Mit lille sushi-kursus starter med en opskrift på de perfekte ris. Risene er nemlig super vigtige!
Den rette konsistens, den rette temperatur og den rette tilberedningsmetode. Det er ikke svært, men kræver lidt forberedelse. Du vil dog ikke fortryde.
Picture
Du skal bruge kortkornede eller runde ris, som kan købes som "sushiris" i et asiatisk supermarked. Eller brug grødris - resultatet bliver nærmest helt identisk. Jeg har brugt grødris rigtig mange gange, og det er helt perfekt.
Skal du lave sushi til hovedret, skal du bruge ca. 2 dl ris pr. næse. Så er der også rigeligt til at mætte mænd med en god appetit - hellere lave rigeligt, end at stå og mangle.

Du skal bruge ris, et decilitermål, en sigte og en gryde - og sushimarinade (se note nederst herom).

Start med at vaske risen. Dette kan med fordel gøres om morgenen, hvis sushi'en skal spises om aftenen. Den skal nemlig have lov at stå og trække efter vaskningen.
Kom risene over i en sigte, og vask den under rindende, koldt vand. Rør rundt i risene med fingrene, og bliv ved med at vaske til vandet, der kommer ud under sigten, er helt klart.

Stil nu risen til afdrypning i tre timer (eller mere). Risene optager vandet og svulmer op under afdrypningsprocessen.
Picture
Efter afdrypningen skal risene koges. Kom dem i en tykbundet gryde sammen med vand i forholdt 1:1, og tilsæt 2 ekstra dl vand (dette er uanset hvor stor en portion, du laver). Læg låg på gryden og bring det i kog.

Når det koger, skrues der ned til lav varme, og risene koges i 10 min. Løft IKKE låget undervejs - så får du risengrød.. Når risen har kogt i 10 minutter, lader du det trække (stadig under et låg, der ikke er blevet løftet) i 15 minutter.

Efter de 15 minutter hældes risen over i en stor, flad skål eller et fad - ikke af metal, da det giver afsmag. Stænk sushimarinaden udover risene (brug 2 spsk pr. 2 dl) og brug en træspatel til at vende rundt i risene. Du skal ikke røre, men nærmere "vende" og "skære" i risene.
Bliv ved med at vene i risene og lad dem få luft. Vift evt. med en bog eller et blad imens, eller få en makker til det. Bliv ved indtil risene har opnået stuetemperatur, det tager ca. 10-15 minutter.
Herefter dækker du risene med et gennemvædet viskestykke, og lader dem afkøle naturligt herunder. Stil aldrig risene på køl eller udenfor til afkøling, da kulden vil få risen til at klumpe.
Risene kan holde sig under klædet i ca. 2 timer.
Picture
Følg med en af de næste par dage, hvor jeg giver fif til hvordan de perfekte sushiris indgår i lækker sushi :)

Sushimarinaden kan købes færdigt i et asiamarket, men nogle steder har de kun riseddike. Fortvivl ikke - sushimarinaden laves så ved at røre riseddike med sukker og en smule salt.

2 spsk sushimarinade røres sammen af:
2 spsk riseddike
1 spsk sukker
1 knivspids salt
8 Comments

Min allerførste baked cheesecake - og en blogfødselsdag!

14/3/2012

21 Comments

 
Picture
Bloggen fylder idag 1 år - hurra for dig, kære blog!
Hjertelig tillykke med fødselsdagen, jeg håber den bliver helt fantastisk med masser af lækker kage, solskin og folk du holder af.
I mellemtiden vil jeg så guffe den her eminent lækre cheesecake, som jeg har kreeret for at fejre dig – og prøvesmagt og godkendt igår, for en sikkerheds skyld, hæhæ! ;-)

Det er min første baked cheesecake, og egentlig har jeg altid troet at jeg var mere til den ubagte, husblasbefængte type. Men hold da op, hvor er jeg gået glip af noget!
Bagt cheesecake er jo intet mindre end fantastisk i både konsistens og smag. Og så er det altså den slags dessert, som kommer snigende ind på dig – man tror den er så frisk og uskyldig, og før man kan nå at sige mavepine har man spist en kvart kage og er noget så ramt!
Hvorfor skal jeg altid spise for 2, altså.
Har du medspisere, som har en appetit indenfor normalfordelingsområdet, rækker denne cheesecake snildt til 8-10 personer. Start i god tid, for cheesecaken bliver bedre, jo flere dage den får lov at hvile i køleskabet – oplagt gæstedessert!
Inspiration til kagen kommer fra hyggelæsning hos Pop de Provence, Louisa Lorang, Gane & Gaffel og Elsk med Mad.
Picture
Cheesecake
Bund:
225 g kiks (1/3 digestive og 2/3 My Choice havrekiks med frugt)
85 g smør
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel

Ostelag:
400 g philadelphia
3 tsk vanillesukker, gerne hjemmelavet
150 g sukker
Reven skal af 1 økologisk citron
2 æg

Creme fraiche-lag
500 g creme fraiche 18% eller 38%
1-2 tsk sukker
2 tsk vanillesukker

Forvarm ovnen til 185 grader.
Start med at smelte smørret i en gryde, og kom kiksene i en frysepose og mas dem med en køkkenrulle. Slå ordentligt til, så du ender med finsmuldret kiks. Kom kardemomme og kanel i kikseblandingen og hæld den ned i gryden og bland. Smør en springform på 26 cm med smør, og fordel kikse-smør-massen heri. Tryk den godt ned i formen med hænderne, og bag den i 5-10 min. Tag den ud og køl let af.

Piske flødeosten med sukker, vanille og citronskal. Tilsæt herefter æggene ét ad gangen og pisk godt mellem hvert. Fordel ostelaget udover kiksebunden, og bag den i ovnen i 20 min., eller til ostelaget virker nogenlunde fast. Lad kagen køle af, evt. i køleskabet.
Efter et par timer eller dagen efter, laves creme fraiche-laget. Varm ovnen op til 185 grader, og rør sukker og vanille i creme fraichen. Fordel laget udover cheesecaken, og bag den i 10 min. Dette lag virker ikke så fast som ostelaget, men det sætter sig, bare rolig.
Lad kagen køle let af, herefter på køl til dagen efter.

Brug en kniv til at løsne siderne fra springformen, og kom bunden (med springformsbund) over på et yndigt fad. Pynt med masser af friske bær og server - brug en skarp kniv til at skære med.
Ikke et øje er tørt!
Picture
21 Comments

Fiskens mørbrad - mørksej på 30 min.

12/3/2012

13 Comments

 
Picture
Mørksej med kryddersmør, stegte markchampignon, spinat og frisk pasta
Mørksej går også under navnet ”Fiskens mørbrad”, og det siger jo ikke så lidt om denne seje (høhø) fisk. Jeg har nu altid haft laksen som min foretrukne fisk, som jeg elsker i enhver afskygning: røget, gravad, rå, grillet, ovnstegt, you name it.
Jeg ELSKER laks og får seriøst cravings hvis jeg ikke får det minimum én gang ugentligt. Derfor anser jeg det også som en dødssynd at stege laksen tør og kedelig – og det går så vidt at jeg nærmest bliver grædefærdig og arrig når nogen har ødelagt laksen.
Ve den nordmand, som engang glemte laksen i ovnen (og her er 2 minutter altså af afgørende faktor). Straffen er en surmulende kæreste resten af aftenen!

Grundet mit kærlighedsforhold til laksen (som også var på menuen den allerførste scoremiddag nordmanden lavede til mig) forholdt jeg mig halvskeptisk en dag, da vi skulle lave mørksej.
Hvid fisk er da ok, men ofte temmelig smagsforladt i forhold til laks og tun, i hvert fald hvis du spør’ mig.
Så ser man lige mig, halvvrængende af tilnavnet ”Fiskens mørbrad” med et udtalt SOM OM. Der skulle det dog vise sig at jeg godt lige kunne tænke to gange – for hvilken fisk! Kødet er virkelig delikat, smelter nærmest på tungen og smager ikke bare af konsistens, hvis I forstår hvad jeg mener.

Jeg er hermed omvendt, og har tilføjet mørksej på listen over fisk, jeg gerne vil smutte til fiskemageren efter :)

Denne ret nem at lave, forholdsvis hurtig og kan derfor sagtens bruges til en hverdagsaften.
Er du vaks, kan maden være på bordet i løbet af 30 min. Kryddersmørret og frisk parmesan gør lige dét ekstra ved retten – så gå ikke ned her.
Picture
Mørksej med kryddersmør, stegte markchampignon, spinat og frisk pasta
350 g mørksejfilet
50 g smør
Persille efter behov, finthakket
Økologisk citron, skrællen af ½
200 g markchampignon, skåret i skiver
3 Hvidløg, presset
1 Skalotteløg, hakket
4-5 håndfulde frisk spinat
4-6 tomater, i kvarte
Parmesan, høvlet
250 g fuldkornspasta, gerne frisk

Start med at opvarme ovnen til 200 grader, og sæt en gryde over med vand til pastaen.
Rør smørret blødt og krydr det med salt og peber, friskpresset hvidløg, revet citronskal og finthakket persille. Læg fisken i et ovnfast fad og fordel kryddersmørret herover.
Sæt fadet i ovnen. Fisken skal have 10 minutter. Imens opvarmes en pande, hvorpå markchampignon, skalotteløg og hvidløg svitses i olie. Sørg for at tilberede pastaen i mellemtiden.
Når champignon er blevet vendt og drejet og har fået en god omgang varme, tilsættes den friske spinat. Når spinaten er klasket let sammen, tilsættes tomaterne og retten er færdig.
Server fisken med frisk pasta med nyhøvlet parmesan og grønt. Vupti, så har du fiskens mørbrad!
13 Comments

Espressobiscotti med kardemomme

11/3/2012

4 Comments

 
Ups. Egentlig ville jeg have givet jer en helt anden opskrift, på nogle sublimt gode espressocookies, men jeg nåede slet ikke at tage nogle billeder før de var VÆK.

Som i spist-rub-og-stub-på-under-et-døgn-af-to-mennesker. Som-synder-max. De var rimeligt usunde (og ret dragende), så jeg prøver lige at udskyde den næste omgang lidt endnu. Er du nysgerrig, så klik her.
Picture
Ovenstående snik-snak yder på ingen på retfærdighed overfor disse lækre biscottis, som jeg så baksede sammen her den anden aften.

Jeg har ofte for vane at smide headsettet i ørerne og gå i køkkenet når jeg skal snakke i telefon, og så liiiiige bage en plade cookies, en kage eller bare gå på jagt i køkkenskabene efter ingredienser til næste bageeventyr. Nogle gange helt uden det bliver opdaget i den anden ende, og lige pludselig kan man så høre mig guffe løs af nybagt...

Denne gang blev det til biscotti med kardemomme og espresso. En ret så god kombi, og så sørgede jeg for at give dem så tilpas lidt, så de er lidt dejligt bløde i midten. Mums.
Picture
Espressobiscotti med kardemomme
To små håndfulde mandler
125 g sukker
125 g mel
1 tsk espressopulver, knust helt fint
1 tsk vanillesukker
2 tsk stødt kardemomme
1 æg

Tænd ovnen på 180 grader, og kom mandlerne på en bageplade ind i ovnen. Lad dem få lidt farve, mens du forbereder dejen.
Bland mel, sukker, espressopulver, vanillesukker og kardemomme i en skål. Stik hovedet ned i skålen og indånd de dejlige dufte.. Slå ægget ud i en kop og pisk det let sammen, og tilsæt det (hold evt. en lille klat tilbage til at pensle med).
Tag mandlerne ud af ovnen (sluk den ikke) og hak dem meget groft, og kom dem i dejen. Ælt dejen sammen og form en aflang pølse, som du ligger diagonalt på bagepladen. Pensl evt. med en lille rest æg.
Den skal være ca. 2-3 cm bred og 1 cm i højden. Bag den midt i ovnen i 20 minutter. Tag den ud, og skru ovnen ned til 150 grader.
Skær pølsen i skrå skiver, og læg dem med snittefladen opad på bagepladen. Bag dem herefter i 10 minutter, og lad dem køle af på en rist.
Opbevar i tætsluttende dåse og nyd en kop kaffe til :)
Picture
4 Comments

With a little help from my friends?

9/3/2012

4 Comments

 
Picture
Kager fra Lagkagehuset - Christianshavneren er en klar favorit
Kan I mon lokkes til at besvare et par spørgsmål om Lagkagehuset og jeres tanker om bl.a. kvalitet og service?
Spørgeskemaet er svaret på ca. 2 min., det er udelukkende multiple choice og afkrydsning, så du skal altså ikke side og finde på alt muligt.

Min uni-makkerinde og jeg skriver for tiden en opgave om Lagkagehuset i faget Advanced Strategic Management, hvor formålet er at afdække Lagkagehusets strategi og hvorledes deres strategi er langsigtet og egnet til eventuel vækst, nationalt såvel som internationalt.
Picture
Lærebog om strategic management, en ordentlig moppedreng..
Vi har selv lavet spørgeskemaet og Lagkagehuset står altså ikke bag - det er udelukkende en undersøgelse vi laver for at kunne understøtte nogle af de antagelser, vi gør os igennem opgaven, om hvordan Lagkagehuset opfattes som bageri og butik.

Spørgeskemaet finder du ved at klikke HER. Tusind tak for hjælpen, den er meget værdsat :)
Picture
4 Comments

Kokosdrømme!

8/3/2012

4 Comments

 
Picture
Lige siden jeg i tirsdags så dette indlæg hos Lone Landmand, har jeg drømt om kokosmakroner. Faktisk har jeg kunne dufte kokos overalt. Det afslører tydeligt hvor meget ens hjerne styrer, hvad det er man lægger mærke til - kender I det?

Tænker jeg på kærlighed, ser jeg forelskede par, tænker jeg på ulykker, ser jeg et cykelstyrt, tænker jeg på chokolade (ok... det gør jeg jo hele tiden!) og tænker jeg på kokos, er der pludselig kun Bounty i slikautomaten.

Jeg har det faktisk lidt spøjst med kokos, for nogle gange må jeg bare have det, og andre gange er det som luft for mig og direkte uinteressant. Derudover har jeg et ret anstrengt forhold til det i mad, men elsker det (for det meste altså!) i desserter eller uhm, drinks :)

De her kokosmakroner giver dig ikke grund til andet end at elske kokos. De er saftige, tilpas søde og allerbedst, når de er helt kølet af. Min nye keeper af en kokosopskrift!
Picture
Jeg lavede en smule om på opskriften, da jeg ikke lige havde helt nok kokosmel og til gengæld drev en rest marcipan frem fra gemmerne. Det må man heldigvis gerne for Lone - den, der bager, styrer ;)

Kokosmakroner, 12 stk
140 g sukker
2 æg
220 g kokosmel
45 g smeltet smør
45 g mel
1 tsk vanillesukker
30 g marcipan, revet

Forvarm ovnen til 200 grader. Pisk æg med sukker til det bliver lyst og luftigt. Kom derefter de resterende ingredienser i og rør godt med en ske.
Sæt med to skeer toppe på en bageplade beklædt med bagepapir, sørg for at der er lidt plads mellem dem. Bag dem i 10 minutter og lad dem køle helt af på en bagerist.
Picture
4 Comments

Hvis du må se min, må jeg så se din?

5/3/2012

8 Comments

 
Picture
Grød - som jeg vil ha' det!
Morgenmad, naturligvis! Der er gået lidt mode i at vise sin morgenmad frem her for tiden.

Så den dille hopper jeg lige med på. Ikke fordi min er noget specielt, men mere fordi jeg faktisk synes det er ret så hyggeligt at læse lidt om folks morgenritualer.

Jeg synes nemlig at morgenmaden er lidt hellig, og de kloge siger jo også, at det er dagens vigtigste måltid.
Jeg indrømmer at der var engang, hvor jeg ikke kunne glemme en bid ned om morgenen (man har vel været teenager), men den tid er forbi. Nu fungerer jeg slet ikke uden!
Picture
Den magiske trio
Jeg elsker i øvrigt, er grød er blevet totalt hipt igen.
Engang var det vel nærmest fattigmandsspise, men nu dukker grød jo op på menukortet snart alle vegne, og GRØD kan også spises til aftensmad på en bar.

Selv har jeg nu sværget til havregrøden længe inden den fik sit come back.
I de sidste 5-6 år har jeg spist det som min foretrukne morgenmad, og jeg ved præcis, hvordan jeg aller-aller-allerhelst vil ha' min grød!
Picture
Jeg elsker min grød så meget, fordi den mætter, luner og er hurtig at lave.

Min grød laver jeg på havregryn, som jeg udbløder i lige dele koldt vand, evt. natten over. Samme mængde mælk tilsættes, og så koger jeg den op med masser af stødt kanel, et lille drys friskkværnet peber og et halvt revet æble.

Resten af æblet spises friskt ved siden af, og jeg drikker altid masser af koldt vand til. Sådan ser min hverdagsmorgen ud, og jeg elsker min hverdagsmorgen!
Picture
8 Comments

Bjørgs peking-lykke

4/3/2012

4 Comments

 
Egentligt skulle der stå Peking-kylle, men autocorrect ville have Peking-lykke, og det synes jeg var så fint, at jeg blev nødt til at lade det stå :)

Retten spreder også lykke - og garanti for, at du bliver spurgt efter opskriften. Jeg har fået den gengivet af en sød veninde, som havde den med til et sammenskudsgilde hos mig, hvor retten mildest talt blev revet væk.

Her får du en version af den berygtede and a la Peking, som er lige til at gå til.
Picture
Det er super nemt, men kræver at du har lidt forberedelsestid på dagen eller nogle dage før. Man kan bruge and eller kylling, bryst eller lår, som på grund af den lange simretid vil blive så lækkert mørt at kødet nærmest falder fra hinanden.

Jeg har brugt kyllingelår til denne omgang, og hvis du bruger lår med ben og det hele, skal du beregne en lidt større mængde fjerkræ.
Picture
Peking-lykke til 2-3 personer
500-700 g andebryst eller kyllingelår
Løg
Hoisinsauce
Sød chilisovs
Hønsebouillon eller -fond
Hvedemelspandekager (købes frosne hos din asia-pusher)
Grøntsager, f.eks. forårsløg, mango, agurk, gulerod, bønnespirer, salatblade
Evt. ristede nødder, sesamfrø

Hak løget fint og svits løg og kylling/and i olie i en gryde. Lad det blive brunt og løgene bløde, og kom herefter 2-3 spsk hoisinsauce, 2-3 spsk chilisovs i, og straks herefter bouillon. Saucerne kan godt brænde på, da der er lidt sukker i, så vær vaks :)
Jeg hældte bare nykogt vand på til det dækkede kyllingelårene og smed to bouillonterninger ned i. Skru ned for varmen, og lad det simre under låg i ca. 2 timer, til saucen er betydeligt reduceret og kødet er ved at falde fra hinanden.
Fisk kødet op af gryden, og lad saucen koge ind til en halvtyk, sirupslignende sovs. Skal du servere det samme dag, så pil kødet af skroget. Ellers kan du sagtens opbevare det på køl en dag eller to og vente med at pille kødet fra hinanden til serveringen.
Picture
Ved servering snittes alle grøntsager fint, gerne i tynde strimler, så er det lettere at rulle en pandekage (lidt besværligt med tern som på billedet).
 
Hvedemelspandekagerne dampes, jeg bruger et dørslag over en gryde med simrende vand og placerer 3-4 pandekager af gangen i dørslaget i et minuts tid. De skal have lidt længere tid hvis du ikke har tøet pandekagerne op først.

Den indkogte sovs lunes kort i en gryde, og kyllingen pilles fra hinanden. Det er ikke nødvendigt at opvarme kødet, du risikerer bare at det bliver tørt, medmindre du damper det forsigtigt. Jeg serverede det koldt.

Anret grøntsagerne i små skåle eller på et stort fad og lad dine gæster rulle små pandekager med kylling, grønt og sauce, så man kan lave sin pandekage, præcist som man lyster.
4 Comments
<<Previous

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.