Picture
Egentlig ville jeg have startet min lille opskriftssamling med denne kage, fordi den lidt er min signaturkage. Det er nok den kage, jeg har serveret flest gange for folk eller medbragt til deres fødselsdag, fordi den er så fantastisk lækker at jeg synes alle burde smage den! Jeg har den fra et gammelt BoligLiv blad, hvor den beskrives som den ultimative fødselsdagskage. Det var den fine titel der gjorde mig nysgerrig efter at smage den og fik mig til at lave den til en kammerats fødselsdag for nogle år siden. Og den blev et HIT! Rub og stub blev spist i en fart til trods for at mange andre kager prydede bordet, og jeg beundrede stolt mit mesterværk og hørte folk udbryde "HVEM har lavet den her kage?" så snart de tog en bid. Jeg ville virkelig ønske jeg selv havde opfundet opskriften.. Nu hedder den bare Den Ultimative blandt mig og andre tilbedere af kagen, og navnet dækker over en kaloriebombe af en kanellagkage lagt sammen med smørcreme og overhældt med karamelglasur.
Med til kagen hører lige et par advarsler. For det første er dette IKKE en kage, for dig der gerne vil i bikinitopform med det vuns. Kalorier er kodeordet her. For det andet kan den altså give ret alvorlige sukkerchok, især hvis man som mig skraber tallerkenen pinligt ren for AL karamelglasur. Måske er det den gamle kinesiske skrøne der spøger og får mig til det: Man siger, at antallet af riskorn (læs:kagekrummer) man efterlader på tallerkenen vil være lig antallet af bumser i ansigtet på éns fremtidige kæreste! Gys, så hellere spise op da. 
Man bliver også afhængig af den. Jeg er ihvertfald blevet det, og bare det at snakke om den sætter lys i mine øjne og tænderne til at løbe i vand (ja, det er også hårdt at skrive om den). Cravings efter denne kage sniger sig ind på dig som tyven om natten og som med ægte kærlighed er du ramt fra en skyfri himmel når du mindst venter det. Det er kagen, som engang fik mig på skadestuen med en meget forbrændt lillefinger, fordi jeg liiiiige skulle smage på den brandvarme karamel, så folkens: hold fingrene fra karamellen! Sukkers smeltepunkt er 160 grader, så mit ellers evigt utålmodige sind har lært, at alt godt kommer til den, der venter. Efter alle disse formaninger er du forhåbentlig kampklar in da kitchen, så det er bare om at komme igang - du vil ikke fortryde det :)
Picture
Kanelkage med smørcreme og karamelglasur
Kagen:
120 g smør
400 g sukker
5 dl kærnemælk
400 g hvedemel
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. natron

Smelt smørret, og pisk det med sukker, jeg bruger elpisker. Rør kærnemælk i. Bland hvedemel med kanel og natron, og rør det i dejen. Rør til dejen er ensartet. Hæld dejen i en smurt springform på ca. 24 cm i diameter, og bag kagen ved 200 grader i ca. 40 minutter, til den er gylden og dejen slipper når du stikker en strikkepind i den. Afkøl kagen før den skæres midt igennem til to bunde.

Smørcreme:
200 g blødt smør
200 g flormelis
Pisk smørret blødt med en håndmikser. Tilsæt flormelis og rør cremen ensartet. Læg kagen sammen med smørcreme.

Karamelglasur:
150 g brun farin
1 ½ dl piskefløde
Kom brun farin og piskefløde i en gryde, og kog ved jævn varme i ca. 10 minutter. Afkøl karamellen en smule, før den hældes over kagen.

 


Comments

20/04/2011 20:08

Hjælp! Den ser alt for lækker ud! Nu har jeg også lyst til at prøve den... jeg kommer simpelthen aldrig til bunds i min kageopskriftsamling :-D

Lækker lækker kage... :-)

Hav en skøn påske!

Reply
Maiken
20/04/2011 23:18

Du bliver nødt til det - næste fødselsdag du skal lave en kage til måske :) Kender det SÅ godt, der bliver ved med at dukke kager op til do-to-listen! God påske til dig også ;)

Reply
28/09/2011 12:58

Hold da op den ser god ud! Som jeg læser det, så er det en helt almindelig kanelkage der er brugt?

Den kommer helt sikkert på min side for kanelkager!

Reply
Maiken
30/09/2011 11:01

Hej Lars, tak for din kommentar. Det er simpelthen en kage i liga med VERDENS BEDSTE KAGE!! Det er en helt almindelig kanelkage ja, som bare bliver udsat for voldsom pimpning ;)

Reply
11/10/2011 18:03

Jeg bliver altså bare NØD til at ligge den op på Kanelkage.dk! Er det OK, og må jeg evt. benytte dit billede? Jeg skriver selvfølgelig at den kommer fra din side, samtidigt med at jeg laver et link til dig ;-)

Reply
Maiken
11/10/2011 18:59

Hej Lars, det må du selvfølgelig gerne. Du bliver også nødt til at lave den - den er fantastisk! Mums, bliver helt sulten efter den nu ;)

Reply
18/10/2011 09:52

Nu er den delt på Kanelkage.dk: http://kanelkage.dk/kanelkage-opskrifter/kanelkagen-med-karamelglasur-kaloriebomben

Min kæreste har fødselsdag på lørdag, så jeg håber, at jeg får tid til at lave "Den Ultimative" der til ;-)

Reply
Maiken
20/10/2011 20:30

Det er bare i orden Lars, håber folk giver sig i kast med den :)

Det ville være super at forkæle din kæreste med kagen!! :)

Reply
Kim
31/12/2011 13:31

Jeg laver den for anden gang dag. Det tager tid men hold fast hvor den her kage smager godt. Nytårsfortsættet er mere motion så vi kan bage den flere gange :-)

Reply
Maiken
01/01/2012 19:59

Tak for din kommentar Kim - det er hyggeligt at tænke på at nogen derude guffer den dejlige kage i sig :) Godt nytår og pøj pøj med motionen ;)

Reply
Sara
01/08/2012 21:50

MEGA god kage.. Faldt over din side igår..og måtte straks i netto og købe smør og sukker.. Hehe.. Den er uhensigtsmæssig god!

Reply
Maiken
02/08/2012 10:33

Det er jeg glad for at høre Sara :) Den er nemlig bare en bandit af en kage, er den!

Reply
Kim
25/08/2012 15:50

Godt formuleret. Jeg har bagt den tre gange og er ikke færdig med den her kage endnu.
Den tager noget tid og omhu, men for hulan hvor smager den godt, både på dagen og dagen efter og dagen efter og....
Husk rigeligt med motion :_)

Reply
Anne Sofie
23/08/2012 09:55

Hej! (super skøn blog du har dig!)
Har nu kredset lidt om denne her kage i et stykke tid med mangel på en undskyldning for at bage den. Nu er det heldigvis snart min fødselsdag, og gæt hvad der bliver serveret?:)
Nogle serveringsforeslag?? (der kommer mange)
Undskyld min lange besked!:-)

Reply
Maiken
11/04/2013 09:36

Kære Anne Sofie!
Jeg ved ikke hvorfor, men ser først din kommentar nu - beklager det meget sene svar! :-( Jeg håber du fik bagt kagen og havde en skøn fødselsdag :-)
KH Maiken

Reply



Leave a Reply