Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Chilifudge med mørk chokolade

18/4/2012

8 Comments

 
Der er visse kombinationer, jeg bare ikke kan stå for.

Kombinationen af solskin og ferie, kombinationen af kærlighed og kildevand ("jeg troede aldrig vi sku' bli' sådan" - Seebach, jo tak) og, nok allerhøjest på min all-star-liste: CHOKOLADE & CHILI.

Jeg er forgabt i denne dejlige kombi og får meget ofte cravings, og af hensyn til mit helbred er det lidt tragisk at det desværre ikke er særligt mange i min omgangskreds, som kan hamle op med min rovdyrslyst efter chilichokolade, så jeg alt for ofte ender med at kværne en plade fra Lindt selv.

Ja, nu står jeg også ved det på indernættet.
Picture
Det kommer nok derfor heller ikke som den største overraskelse, at mit næste fudgeprojekt måtte være med chokolade og chili. Chilien klæder den søde fudge ganske ganske godt, så prøv denne, hvis du har mod på en fudge, der er skarp på tungen!

Opskriften på fudge-delen er den samme, som den jeg har brugt i rom-rosin-versionen her, så følg opskriften frem til det punkt, hvor karamelmassen er blevet pisket grundigt. Lad den køle en smule af.
Tilsæt herefter 1 tsk chili og 120 g grofthakket, mørk chokolade, og rør det godt ud i karamelmassen. Fordel massen i en form, og lad den køle helt af før du skærer den ud. HAPS, blev der sagt!
Picture
8 Comments

Fudge med rom & rosin

29/3/2012

8 Comments

 
Picture
Da jeg var i London i sidste weekend, blev jeg fuldstændig besat af F U D G E. Nærmest lige så besat som jeg har været af scones siden besøget på Perch's - og det er ikke så lidt, sku jeg hilsåsi!

Men altså, fudge i lange baner hos autentisk gammeldags slikmand ved Seven Dials. Og en masse andet slik - toffees, eclairs, vingummi, lakrids og bolcher. Uhmme mumme.

Egentligt plejer jeg slet ikke at være til fudge, da jeg synes det godt kan blive for sødt. Men kombien af fudge, rom og rosin er simpelthen magisk!

Så magisk, at den forsvandt før jeg nåede hjem til nordmanden så han kunne smage. Så må man jo bare igang i køkkenet med grydeskeen... Man ved, man bor sammen med en læge når kommentaren er: "det ser ret kolestorelfarligt ud, det dér", mens man står og rører.
Til det kunne jeg kun svare JA.

Opskriften på fudge-delen fandt jeg hos Lone Landmand, og den kræver ikke sukkertermometer, men blot en stor pande, en skål og en håndmixer. Fudgemasse er supervarmt, så pas på hvad du rører med – jeg anbefaler træ eller metal og ikke plastik.
Brug en form på ca. 20 x 20 cm og en skarp kniv, når du skal skære fudgen ud – og vent til den er helt kold, ellers kan den smuldre - tålmodighed er en dyd!
Picture
Til en ordentlig omgang skal der bruges:
1 dåse kondenseret mælk
1 ½ dl sødmælk (eller halvt skummet, halvt madlavningsfløde)
225 g sukker
225 g brun farin
115 g smør
Desuden: 130 g rosiner udblødt nogle timer eller natten over i ½ dl god, mørk rom

Kom alle ingredienserne (undtagen rom-rosinerne) i en stor pande, og bring massen i kog. Lad det boblekoge i 10 minutter på relativt høj varme, brug en træske til at røre med undervejs.

Hæld derefter karamelmassen over i en røreskål – pas på, det er varmt! – og pisk massen med en håndmixer, til det begynder at tykne. Jeg piskede i syv minutter, men det var nok et minut for meget. Massen skal være tyk, men sådan så man stadig kan hælde den.
Kom de udblødte rosiner ned i karamelmassen og rør det ind i massen. Beklæd din form (ca. 20 x 20) med bagepapir, og hæld fudgen heri. Tryk den evt. ned i formen, hvis den er lidt fast, med bagsiden af en ske.

Lad nu fudgen køle af i køleskabet til den er HELT kold, og skær den herefter ud i små hapsere med en skarp kniv. Kanterne må gerne fordufte på mystisk vis! Fortæl mig så, om du bliver afhængig!
Picture
8 Comments

Kokosdrømme!

8/3/2012

4 Comments

 
Picture
Lige siden jeg i tirsdags så dette indlæg hos Lone Landmand, har jeg drømt om kokosmakroner. Faktisk har jeg kunne dufte kokos overalt. Det afslører tydeligt hvor meget ens hjerne styrer, hvad det er man lægger mærke til - kender I det?

Tænker jeg på kærlighed, ser jeg forelskede par, tænker jeg på ulykker, ser jeg et cykelstyrt, tænker jeg på chokolade (ok... det gør jeg jo hele tiden!) og tænker jeg på kokos, er der pludselig kun Bounty i slikautomaten.

Jeg har det faktisk lidt spøjst med kokos, for nogle gange må jeg bare have det, og andre gange er det som luft for mig og direkte uinteressant. Derudover har jeg et ret anstrengt forhold til det i mad, men elsker det (for det meste altså!) i desserter eller uhm, drinks :)

De her kokosmakroner giver dig ikke grund til andet end at elske kokos. De er saftige, tilpas søde og allerbedst, når de er helt kølet af. Min nye keeper af en kokosopskrift!
Picture
Jeg lavede en smule om på opskriften, da jeg ikke lige havde helt nok kokosmel og til gengæld drev en rest marcipan frem fra gemmerne. Det må man heldigvis gerne for Lone - den, der bager, styrer ;)

Kokosmakroner, 12 stk
140 g sukker
2 æg
220 g kokosmel
45 g smeltet smør
45 g mel
1 tsk vanillesukker
30 g marcipan, revet

Forvarm ovnen til 200 grader. Pisk æg med sukker til det bliver lyst og luftigt. Kom derefter de resterende ingredienser i og rør godt med en ske.
Sæt med to skeer toppe på en bageplade beklædt med bagepapir, sørg for at der er lidt plads mellem dem. Bag dem i 10 minutter og lad dem køle helt af på en bagerist.
Picture
4 Comments

Romkugler, der forsvinder som dug..!

15/2/2012

13 Comments

 
Picture
Hvad er bedre end romkugler? Hjemmelavede romkugler, selvfølgelig!

Romkugler er en fantastisk måde at omgås Stop Spild af Mad og trylle dine kagerester om til noget nyt (og lækkert).
Der er ikke rigtigt en præcis opskrift, men i princippet smider du bare nogle kagerester sammen med en smørcreme, noget marmelade, kakao, kaffe, rom, lakridssirup eller hvad du nu lyster.

Mine kagerester bar præg af citrusfrugter, så jeg valgte en ostesmørcreme og kakao. Har du en gammel chokoladekage liggende, tror jeg du med fordel kan tilsætte lidt marmelade eller friskpresset appelsinsaft eller revet skal, for at opnå det syrlige twist.
Det vigtigste er konsistensen - den skal være tilpas fugtig, så de er snaskede, men ikke for våd, da kuglerne så ikke vil holde form. Pynten er ligeledes op til den enkelte.
Her kommer min version, som gav nyt liv til noget fryser-reste-kage!
Picture
Skærekagerester, ca. 1/2 springform. Jeg brugte en blanding af marokkansk appelsinkage og weekendkagen.
Ostesmørcreme, eller bare smørcreme. Ca. 1-1,5 dl
Et squeeze rom
Kakao, 4-5 spsk
Kokos at trille i
 
Smuldr kageresterne i en skål, til det er helt fint. Evt. kan du bruge en håndmixer eller blender. Kom kakao og smørcreme i og rør, til massen er ensartet.
Smid skålen i køleskabet så den kan hvile, og tril derefter kugler af massen. Sørg lige for at have godt med snask på fingrene, så du kan være 4 år igen og slikke resterne af.. ;)
Picture
NB: absolut intet afholder dig fra at trille stave af massen og indhylle dem i et lag marcipan, og dyppe enderne i smeltet, mørk chokolade - så har du pludselig træstammer!
Picture
13 Comments

Daddelkonfekt med cognac og chili

24/1/2012

4 Comments

 
Picture
Jeg elsker trøfler, havregrynskugler og konfekt. Derfor kan jeg ikke begrænse mig til kun at nyde dem i tiden omkring jul. Jeg har bikset den lille omgang sammen, som giver ca. 15 stk - perfekt til kaffen i aften for fire spilleglade folk, der skal mødes.

Daddelkonfekt med cognac og chili
80 g dadler, udstenede
2 spsk kokosflager
2-3 spsk ren kakao
1/2 tsk chili
1 spsk god cognac
1/2-1 dl havregryn

Kom dadlerne i en skål, du kan evt. udbløde dem i vand i en lille halv time, så bliver de lettere at blende. Stavblend dadlerne med kokos, kakao, chili og cognac, og tilsæt herefter havregryn til du får en passende konsistens, der kan trilles til kugler.
Form massen til passende størrelse - you decide - og rul dem i ren kakao. Sæt dem på køl i mindst en time, og nyd! :)
Picture
4 Comments

Kransekage - trinvis guide til den bedste!

28/12/2011

2 Comments

 
Jeg er ret vild med kransekage. Derfor er det også en ære, at det er mit bidrag til årets nytårsfest. Med champagne, naturligvis. Jeg skal til Odense, så det er rigtig dejligt at kagerne kan laves i god tid i forvejen og er velegnede til Ud og Se over storebælt.

Nok snak - her kommer nemlig en lille guide til, hvordan kransekagen bare bliver superb. Den kræver ganske vist lidt tid og kærlighed og en tur i fryseren, men så bliver kransekagen til gengæld også bedre end den, en eller anden havde medbragt til sidste års fest ;)

Er tiden knap, så drop alt det med at lade stå på køl og lav kransekagemassen og  form den til brød i ét hug. Gå dog ikke udenom trin 3 med tørringen af kransekagen. Den bliver meget pænere!
Picture
Kransekage, til 10-15 personer
500 g ren rå marcipan
200 g rørsukker
3 æggehvider (100 g)

50 g nougat
50 g hasselnøddeflager
100 g mørk chokolade
Flormelis

Trin 1: Start med at røre sukkeret ud i æggehviderne i en skål. Rør det godt sammen, og sæt på køl i en times tid, så opløses sukkeret nemlig.

Trin 2: Skær marcipanen i mindre stykker, og ælt den sammen med sukkermassen. Kransekagemassen skal være ensartet. Stil på køl igen, mindst et par timer eller evt. natten over.

Trin 3: Form små brød/kranse/toppe eller brug tyl og opnå den ønskede form på din kransekage. Jeg lavede to slags: små aflange stænger med nougat og rene, runde toppe.
Kom bagepapir på en bageplade, som sættes ovenpå en anden bageplade. Dette er for at forhindre, at kransekagen får en hård og træls bund.
Til stængerne skæres nougaten ud i 20 aflange stykker, og der laves en lille bund af kransekagemassen. Kom nougatstangen herpå, og fordel herefter kransekagemasse ovenpå som "låg". På dette stadie gør det ikke noget, at det ikke er helt pænt. Toppene laves ved at trille små bolde i hænderne på størrelse med en golfbold. Jeg fik 20 nougatstænger og 15 toppe. Lad dem stå og tørre i 30 min. på bagepladerne.
Picture
RÅ MUS
Trin 4: Dyp hænderne i koldt vand, og hav hasselnøddeflagerne parat. Tænd også gerne ovnen på 200 grader. Med fingrene formes toppene og stængerne nu, så de får en pænere facon. Det er nemt at lave denne finish når de har stået og tørret lidt! Drys hasselnøddeflagerne på kransekagerne med nougat, tryk dem let fast.

Trin 5: Bag kransekagen ved 200 grader i 8-12 minutter på begge bageplader. Hold øje med dem, så de ikke får for meget. Lad dem køle let af på bagepladen, derefter på en rist.

Trin 6: Frys kransekagerne når de er kølet af. Kransekagen bliver nemlig endnu bedre efter sådan en tur. De kan sagtens holde sig nogle uger, men er du i tidspres, nøjes du med en dag eller to.
D.30. om aftenen tages kransekagerne ud, og d.31. om formiddagen kan du  pynte amok.
Toppene (uden nougat) dyppes i smeltet mørk chokolade, og dekoreres evt. med en tyk glasur lavet af flormelis og lidt æggehvide.
Picture
Bagte. Forrest neutrale toppe, som skal dyppes i chokolade og pyntes med glasur
Picture
Nougatstænger med hassenøddeflager. Uhmm...
Jeg opdaterer senere med et billede af de færdigt pyntede kransekager. Nu er de nemlig på vej i fryseren for at blive dejligt lækre!
2 Comments

Bounty me, please

11/12/2011

6 Comments

 
Picture
Bounty i julestemning
Har efterhånden læst om adskillige bloggeres positive oplevelser med hjemmegjort bounty, og nu blev det endelig min tur til ikke længere blot at lure misundeligt på andres billeder, men selv at lave en portion.

Elsker du bounty, kan jeg kun sige: Kom i gang! Al den hype omkring dem er helt fortjent. Som min søster udbrød efter første bid: "Man kan ikke gå tilbage til almindelig bounty efter det her".
Picture
Opskriften er simpelthen pinligt simpel, så skynd dig ud efter kondenseret mælk og kokos. Og chokolade - men det har jeg altid et lille lækkert lager af derhjemme.

Bounty en masse
1 dåse kondenseret mælk, 400 ml
300 g kokosmel
300 g mørk chokolade, ca. 55-60%

Bland mælken med kokosmelet, og form små brød. Jeg fik vist en 30-40 stykker, så der er nok af dem. Sæt dem på køl en time eller mere, til det har sat sig, og overtræk dem herefter med smeltet chokolade. FRYD...
Opskriften spottet hos Anne au chocolat, har blot opjusteret chokolademængden lidt - elsker et tykt lag chokolade!
Picture
6 Comments

Temmelig hjemmeligt gjort - hindbærtrøfler

30/11/2011

2 Comments

 
Picture
Der kan vel ikke rigtig herske tvivl over at ovenstående omgang trøfler er hjemmelavede.

Massen var lidt uregerlig at fordele i formene, og det kan ses. Ydermere nåede jeg ikke at pynte dem, før chokoladen var størknet, da jeg også havde gang i kage som skulle medbringes til et seminar idag.

Ikke desto mindre smager de simpelthen helt fantastisk! Præcis som lovet på bloggen MUMS, hvor jeg fandt opskriften.
Og nogle af dem får lov at snige sig ned i en lille sød æske som værtindegave til min veninde i aften :)

Normalt er jeg faktisk ikke så meget til frugt og bær i min fyldte chokolade, som istedet allerhelst skal være med trøffelmasse, nougat eller karamel indeni. Eller marcipan. Eller... Hvad som helst! Nu også hindbær. Prøv dem, også hvis du normalt er bær-i-chokolade-skeptiker!

Hindbærtrøfler (mange, men alligevel ikke nok)
1 dl piskefløde
3 spsk sukker
150 g hindbær
250 g mørk chokolade

Kom piskefløde, sukker og hindbær i en gryde og lad det koge i ca. 10 min. Pres blandingen gennem en si og kom det tilbage i gryden igen, og lad det koge yderligere ind, til der er ca. 1 dl tilbage.
Hak chokoladen, tag gryden af varmen og rør chokoladen heri til massen er ensartet. Kom det i en sprøjtepose og fordel i små forme. Skal pyntes ret straks, da de stivner forholdsvis hurtigt.
Kom dem på køl, og sørg for at prøvesmage rigeligt. Fristes til at sige MUMS! ;)
2 Comments

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.