Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Snickerskagen - direkte ind på toppen af min hitliste!

31/5/2012

17 Comments

 
Jep, altså en kage-udgave af en snickers: saltede peanuts, karamel og overtrukket med et godt lag chokolade. My God den er syndig, og hvis du bryder dig det mindste om chokoladebaren Snickers, vil du elske denne kage!

Jeg spottede den hos Signes Mad og efter at have savlet pænt meget over både billeder og beskrivelse, vidste jeg at det var den her kage, der måtte være næste projekt. Og det har jeg ikke fortrudt!! Jeg måtte prøvesmage et lille stykke inden kagen skulle med på arbejde, og de dominerende tanker, der fløj gennem mit kagebefængte hoved mens jeg gumlede, var ”Den er FOR VILD” og ”hvorfor bagte jeg den ikke for flere uger siden!?” Det udviklede sig uden nærmere præcisering af fortæret mængde kage også til kagespisning i stedet for kagesmagning… 

Jeg kan kun opfordre alle kagebagere til at komme i gang. Lad dig nu ikke skræmme af at ingredienslisten virker lidt lang. Det er det HELE værd! Det kan kun gå for langsomt med at få bagt den her kage!

Jeg bagte kagen i mit browniefad på 20 x 25 cm, men vil du bage en lidt større omgang, kan du se Signes opskrift her.
Picture
Snickerskage
132 g smør, blødt
2,65 dl sukker
2 æg
2 spsk peanutbutter (kan udelades, brug da evt. lidt flere peanuts)
2,65 dl mel
1 tsk bagepulver
170 g saltede peanuts
Karamel:
1 dl piskefløde
1 dl lys sirup
2 spsk kakao
2 dl sukker
50 g smør
1 tsk vanillesukker
Chokoladeovertræk:
170 g mørk chokolade
0,35 dl piskefløde
10 g smør

Start med bunden. Forvarm ovnen til 200 grader. Pisk blødt smør og sukker godt sammen med en elpisker, og tilsæt æggene ét af gangen, hvor der piskes godt mellem hvert. Pisk peanutbutter i. Bland mel og bagepulver, og rør det i dejen med en ske til den er ensartet. Fordel dejen i et ildfast fad beklædt med bagepapir, og hæld peanuts udover.

Bag kagen i 25-30 minutter – den skal være gennembagt, men så heller ikke mere end det. Tjek med en tandstikker indsat i midten af kagen.

Mens kagen bager, laver du karamellen. Brug en gryde (ikke din mindste!) og bland alle ingredienserne til karamellen sammen heri. Bring det i kog og lad det småkoge i 8-10 minutter, rør undervejs.

Når kagen er færdigbagt, prikkes den med en gaffel eller en stegepind, så karamellen kan sætte sig i de små huller. Hæld den varme karamel udover, og lad kagen køle helt af.

Når kagen er kølet af, laves chokoladeovertrækket: Hak chokoladen og kom den i en skål med fløde og smør i et vandbad. Rør til en homogen chokoladeganache og fordel ovenpå den afkølede kage.

Lad chokoladen sætte sig – tålmodighed er en (sjælden og ikke erhvervet) dyd – og skær herefter kagestykker ud i snickersstørrelse, og nyd en rigtig dejlig synd.
Picture
17 Comments

Chokoladetærte (som er et stykke kage!)

11/5/2012

42 Comments

 
Haha, fik du mon den? ;)
Picture
Nogle gange skal det bare gå stærkt med den dessert dér. Og det kan være både mht. tilberedning, indkøb og evt. hviletid.
Det her må være den perfekte dessert til de dage, hvor tiden flyver af sted og du ikke har overskud til at fordybe dig i en besværlig opskrift eller til at tage den store opvask bagefter. Et andet (kæmpe) plus er, at den ikke kan slå fejl, for alle elsker jo chokolade – i hvert fald i min omgangskreds!

Du skal bruge virkelig få ingredienser for at få det her til at lykkes, men man kan altid pifte chokoladetærten op med en tsk chili, flagesalt, revet chokolade, en kugle vanilleis eller hvad du nu har. Dog er det ikke et must, for den er delikat og yderst tilfredsstillende i sig selv!
Picture
Picture
Chokoladetærte
(til 10-12 personer)
80 g smør
150 g digestivekiks
250 g mørk chokolade, ca. 70%
3 dl piskefløde (alternativt 250 g smeltet smør)

Placer ringen af en springform (Ø 22) på det fad, du vil servere tærten. Smelt smørret i en lille gryde. Kom kiksene i en frysepose og brug en kagerulle (eller en tom vinflaske) til at knuse dem til smulder. Kom kiksesmuldret i en skål og bland det smeltede smør i, og tryk blandingen ud i bunden af formen med bagsiden af en ske.

Bring fløden i kog – brug bare den samme gryde, som du brugte til smørret. Hak chokoladen groft. Når fløden koger, tages gryden af varmen og den hakkede chokolade tilsættes. Du kan evt. tilsætte en tsk. fint chili, det gjorde jeg. Rør rundt til en homogen, tyknet masse opnås.
Hæld chokoladeblandingen over kiksebunden, dæk formen til og stil den på køl, til den er stivnet – evt. frost hvis du har tidspres.

Brug en skarp kniv til at skære fine stykker af tærten. Til pynt har jeg brugt min favoritmælkechokolade, høvlet henover hver tallerken med gulerodsskrælleren. VOILA! Kan det blive nemmere nu!?
Picture
42 Comments

Koldskåls-panna cotta med lakridscroutoner og mango

1/5/2012

18 Comments

 
Picture
Picture
Picture
Jeg er ret vild med koldskål, og kan godt finde på at spise det som nem aftensmad engang imellem, når sommeren gir den gas.
Desværre er nordmanden ikke helt så tosset (som jeg) med hverken koldskål eller den slags nemme løsning som erstatning for et aftensmåltid, så jeg lader som om jeg er vokset fra det og har forklædt koldskålen som dessert i stedet, HA!
For han kan jo ikke sige nej til dessert ;)

Ideen fik jeg egentlig allerede sidst jeg lavede panna cotta, som også var mælke- og yoghurtbaseret, og virkelig velsmagende. Med lige præcis panna cotta kan jeg nemlig godt finde den fuldfede fløde en anelse for overvældende for mig, så det her var den perfekte løsning.
Mon ikke man kunne lege lidt og lave en koldskålsversion? Det kunne man tilhvertifald! Egentlig er det så slet ikke en panna cotta, da panna cotta på italiensk betyder kogt fløde, og der hverken er fløde eller opkog i denne opskrift. Men smagen af sommer er der til gengæld med garanti!

Så er der også dømt sommer her til aften, på en dag hvor jeg til trods for den fordelagtige adresse next to Fælleden desværre ikke har haft tid til at nyde solen og bajerne. Er nemlig ret bagud med de fornuftige gøremål da weekenden fløj væk med min søsters fødselsdag, flag, sang og slemme tømmies :)
I øvrigt havde jeg bagt en kage fra The Humminbird Bakery cookbook, som jeg ikke fik knipset billeder af, men alligevel vil anbefale dig at kigge nærmere på hos Madmedhjertet. Den er nemlig helt uovertruffen! Ups, et sidespring som sædvanligt...

Koldskålen har jeg valgt at servere med friskskåret mango og lakridscroutoner.
Picture
Picture
Koldskålspanna-cotta
2 blade husblas
Saft af ½ citron
1,5 dl kærnemælk
3 spsk rørsukker
Kornene af ½ stang vanille
1,5 dl yoghurt natural
½ mango
1 lille skive rugbrød
2 tsk lakridssirup

Læg husblassen i blød i dyb tallerken med koldt vand i 10 minutter. Vrid bladene fri for vand, og kom dem i en lille gryde med citronsaften. Lad det smelte sammen for lav varme ved omrøring. Køl blandingen en smule af. Kom kærnemælken i en skål med rørsukker og vanillekorn og tilsæt citronsaften hertil, samtidig med at du pisker med et piskeris. Tilsæt yoghurten, også under piskning. Fordel i to skåle og lad panna cottaen stivne i køleskabet, i mindst 4 timer.

Skær mangoen ud (kig evt. forbi dette nyttige indlæg hos Gane&Gaffel for en flot mango-skære-tutorial :)). Er den knap så sød, kan du vende stykkerne i en smule sukker eller honning.
Skær rugbrødet i små tern (eller brug de bare næver til at brække det i stykker) og vend dem i lakridssiruppen. Rist dem i en 200-grader varm ovn i ca. 10 minutter, til de er sprøde.

Server koldskålspanna- cottaen toppet med mangostykker og lakridscroutoner, og nyd den smukke aftensol!
Picture
Picture
18 Comments

Min allerførste baked cheesecake - og en blogfødselsdag!

14/3/2012

21 Comments

 
Picture
Bloggen fylder idag 1 år - hurra for dig, kære blog!
Hjertelig tillykke med fødselsdagen, jeg håber den bliver helt fantastisk med masser af lækker kage, solskin og folk du holder af.
I mellemtiden vil jeg så guffe den her eminent lækre cheesecake, som jeg har kreeret for at fejre dig – og prøvesmagt og godkendt igår, for en sikkerheds skyld, hæhæ! ;-)

Det er min første baked cheesecake, og egentlig har jeg altid troet at jeg var mere til den ubagte, husblasbefængte type. Men hold da op, hvor er jeg gået glip af noget!
Bagt cheesecake er jo intet mindre end fantastisk i både konsistens og smag. Og så er det altså den slags dessert, som kommer snigende ind på dig – man tror den er så frisk og uskyldig, og før man kan nå at sige mavepine har man spist en kvart kage og er noget så ramt!
Hvorfor skal jeg altid spise for 2, altså.
Har du medspisere, som har en appetit indenfor normalfordelingsområdet, rækker denne cheesecake snildt til 8-10 personer. Start i god tid, for cheesecaken bliver bedre, jo flere dage den får lov at hvile i køleskabet – oplagt gæstedessert!
Inspiration til kagen kommer fra hyggelæsning hos Pop de Provence, Louisa Lorang, Gane & Gaffel og Elsk med Mad.
Picture
Cheesecake
Bund:
225 g kiks (1/3 digestive og 2/3 My Choice havrekiks med frugt)
85 g smør
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel

Ostelag:
400 g philadelphia
3 tsk vanillesukker, gerne hjemmelavet
150 g sukker
Reven skal af 1 økologisk citron
2 æg

Creme fraiche-lag
500 g creme fraiche 18% eller 38%
1-2 tsk sukker
2 tsk vanillesukker

Forvarm ovnen til 185 grader.
Start med at smelte smørret i en gryde, og kom kiksene i en frysepose og mas dem med en køkkenrulle. Slå ordentligt til, så du ender med finsmuldret kiks. Kom kardemomme og kanel i kikseblandingen og hæld den ned i gryden og bland. Smør en springform på 26 cm med smør, og fordel kikse-smør-massen heri. Tryk den godt ned i formen med hænderne, og bag den i 5-10 min. Tag den ud og køl let af.

Piske flødeosten med sukker, vanille og citronskal. Tilsæt herefter æggene ét ad gangen og pisk godt mellem hvert. Fordel ostelaget udover kiksebunden, og bag den i ovnen i 20 min., eller til ostelaget virker nogenlunde fast. Lad kagen køle af, evt. i køleskabet.
Efter et par timer eller dagen efter, laves creme fraiche-laget. Varm ovnen op til 185 grader, og rør sukker og vanille i creme fraichen. Fordel laget udover cheesecaken, og bag den i 10 min. Dette lag virker ikke så fast som ostelaget, men det sætter sig, bare rolig.
Lad kagen køle let af, herefter på køl til dagen efter.

Brug en kniv til at løsne siderne fra springformen, og kom bunden (med springformsbund) over på et yndigt fad. Pynt med masser af friske bær og server - brug en skarp kniv til at skære med.
Ikke et øje er tørt!
Picture
21 Comments

Brandbilssorbet

17/2/2012

2 Comments

 
Mangler du en dessert til en festlig aften? Så kommer der et forslag her!

Denne dessert lavede jeg til en festlig middag hos min veninde i sidste weekend, hvor der fra start af var lagt op til en våd aften. Jeg havde (overhovedet ikke overraskende) fået dessertposten, og tænkte at vi da ligeså godt kunne gå all-in på alkoholsfronten med desserten også.
Picture
Beklager billedkvali (læs: mangel på samme), men "man" var ikke helt ædru..
Tidligere har jeg lavet champagnesorbet, som fungerer rigtig godt som en forfriskende dessert inden en aften i byen, pyntet med f.eks. mynteblade og friske bær. Man kan også bruge champagnesorbet’en som ganerenser mellem retter, hvor man blot serverer en skefuld.

Men jeg fik den idé at skifte champagnen ud med en omgang brandbil. Som min veninde spurgte: ”altså som i den klassiske halbals-drink!?” JA, lige netop! Jägermeister og hindbærbrus, here we go ;)

Jeg er fra Fyn og har naturligvis været til en del halballer som 16-årig. Min favorit var lige netop brandbilen, som der blev indtaget rigelige mængder af i Søndersøhallen. Altid i selskab med min slyngveninde, der lige så slavisk kun drak isbjørn. Oh Lord, det er længe siden!
Men til trods for det hader jeg nu ikke brandbilen – den glider stadig ned. Modsat appelsinjuice, som jeg har fået et tvivlsomt forhold til efter adskillige vodka/juice – jeg kan både smage og lugte vodka’en, når jeg hælder juice op..

Ved du ikke lige hvad du skal lave til dessert næste gang du holder en lidt uformel fest, synes jeg du skal prøve den her. Den er sjov, smager faktisk rigtig godt og er ikke sådan super tidskrævende! Nedenstående portion forsvandt ihvertfald hurtigt blandt fem festlige mennesker :)

Brandbildssorbet
200 g sukker
2,5 dl vand
1 L brandbil (9 dl hindbærbrus og 1 dl Jägermeister)

Bring sukker og vand i kog i en lille gryde. Lad det koge i 2-5 minutter, til det er tyknet lidt. Køl det helt af.
Bland hindbærbrus og jägermeister til brandbilen, og bland den afkølede sukkersirup heri. Kom det i en (tætsluttende!!) boks med låg, og smæk den i fryseren.
Efter ca. 10-12 timer er massen letfrossen. Tag sorbeten ud, skrab den over i en stor røreskål og pisk den godt igennem med en håndmixer.
Kom sorbeten tilbage i fryseren i en tætsluttende boks og frys igen sorbeten, ca. 10 timer eller mere.
Form kugler af sorbeten med en ske og server i martiniglas til dit party people. 
Picture
2 Comments

Let panna cotta med kirsebær, lakrids og mælkechokolade

7/2/2012

21 Comments

 
En uge til Valentine's Day. Tre bloggere, tre temaer.
Valentine's Day må siges at bære fordommen med sig om at være en udpræget amerikansk tradition, som har spredt sig til vort danske land. De mere konservative kan finde på at beskylde dagen for udelukkende at være affødt af kommercielle årsager, mens vi andre i den lidt yngre generation måske har tilbøjelighed til at føle, at traditionen altid har eksisteret. I hvert fald kan man diskutere, om ikke Valentine's Day blev fejret i Danmark, før nogle kastede sig over at holde Halloween og Thanksgiving.
Denne diskussion ønsker vi dog ikke at rode os ud i. I stedet vil vi benytte mærkedagen til at opfordre alle til at gøre noget ekstra ud af det på madfronten. For går vejen til de flestes hjerter ikke netop gennem maven?
Copenhagencakes, Hjemme hos Xenia og Dronningemad er gået sammen om at konstruere tre temaer til Valentine's Day, hver især en menu med forret, hovedret og dessert.
Vi løfter sløret for de tre temaer, som er henholdsvis Girly Dinner (i dag), Ægte Kærlighed (d. 9. februar) og Less is more (d. 12. februar).
Følg med i disse dage op til Valentine's Day d. 14. februar, hvor vi vil poste opskrifterne til temaerne.
Picture
Valentine's Day tema 1: Girly Dinner
Vi præsenterer Girly Dinner som et tema, der især egner sig til at forkæle en hjerteveninde. Er du single, eller har du blot mere lyst til at forkæle din veninde, som måske trænger til det, er dette en oplagt mulighed at gøre på Valentine's Day.
Temaet har fokus på retter, som vi piger stereotypt kan lide, og vi har forsøgt at gøre retterne lette, grønne og fedtfattige.
Hjemme hos Xenia laver en eksotisk rejecocktail til forret, Copenhagencakes byder på velsmagende Gnocchi med kammuslinger, skagenskinke og blomkålsskum til hovedret og desserten finder vi hos Dronningemad der frister med en lækker kirsebær-panna cotta med lakrids og mælkechokolade.
Velbekomme!
Picture
Denne panna cotta er en let sag, som er flink mod din talje. Oprindeligt laves panna cotta, som betyder kogt fløde på italiensk, på ja – fløde! Og masser af det.
Det smager jo dejligt, men hvis jeg må komme med min uforbeholdne mening, kan klassisk panna cotta også gå hen og blive lidt for tungt og fløderands-agtigt.

Denne panna cotta er i stedet lavet på letmælk og letmælksyoghurt, basen inspireret af en opskrift fra Claus Meyer og Arne Astrups Spis Igennem, jeg fandt da jeg bladrede kogebogen igennem hos min tante.

Nedenunder et par stemningsbilleder som minder mig om, at venindeskab er yndlingsskab!
Panna cotta anno 2012
1 dl letmælk
½ stang vanille
30 g rørsukker
1 tsk honning
1 blad husblas
1 dl letmælksyoghurt
Ca. 1 dl kirsebærsovs, fra Amarenakirsebær eller anden god kvalitet
Evt. et blad husblas
½ tsk lakridssirup fra Johan Bülow
Lidt hakket, god mælkechokolade

Kom mælken i en lille gryde sammen med vanillekorn, den tomme vanillestang, rørsukker og honning. Varm det op til kogepunktet – pas på det ikke brænder på. Udblød imens husblassen i koldt vand i en flad tallerken. Når mælken har nået kogepunktet, fiskes vanillestangen op og gryden tages af varmen. Klem husblassen fri for vand, og lad den smelte i den varme mælk. Lad mælken køle let af, kom blandingen igennem en sigte, og rør herefter yoghurt i.

Hvis du ønsker en stivnet kirsebærcreme, varmes den forsigtigt op og tilsættes udblødt husblas presset fri fra vand (som ovenfor). Fordel panna cotta’en i høje glas, kom den let afkølede kirsebærsovs over.
Har du tilsat husblas til kirsebærerne, kan du med fordel her lave et swirle-mønster med en spisepind. Brug en spisepind eller en lille ske til at hælde en tynd stråle lakridssirup nedover, når panna cottaen er stivnet let. Lad herefter panna cotta’en stivne natten over i køleskab.

Server panna cotta'en med lidt grofthøvlet mælkechokolade af god kvalitet som drys. Den milde chokolade tilfører både fedme og struktur til den lette panna cotta.
Picture
21 Comments

Juleparfait med amarenakirsebær, mandelsplitter og vanille

21/12/2011

4 Comments

 
Picture
I går holdt jeg julefrokost for mine tøser, og traditionen tro havde jeg besluttet, at maden ikke skulle være a la traditionelt julebord. Jeg synes nemlig altid at jeg er ved at kløjs i and, rødkål, leverpostej og sild i ugen op til jul.

Det var dog ikke helt gennemtænkt, for jeg har haft pænt meget lyst til ris a la mande. Det har jeg nemlig kun fået én gang i år indtil videre - og hvad gør man så, for ikke at bryde sine egne love?

Man laver naturligvis en ris a la mande-lignende dessert! Jeg fandt på at lave en parfait med dejlig vanille, amarenakirsebær og mandler. Så er alt det bedste fra ris a la manden bevaret, men i en mere luftig og "let" dessert :)

Som sædvanlig når jeg har gæster og musikken spiller, får jeg ikke taget helt så gode billeder, så nu kommer der lige en fotosession af det smukke glas med de lækre kirsebær!
Picture
Picture
Jeg elsker duften af amarenakirsebærene!
Picture
Juleparfait, ca. 15-20 personer
2 dl rørsukker
1 vanillestang
10 æggeblommer
1 liter piskefløde
1 glas amarenakirseær (600 gram)
200 g hakkede mandler
200 g hvid chokolade

Skrab kornene ud af vanillestangen og bland dem med rørsukkeret. Pisk æggeblommer og sukker lyst og luftigt. I en anden skål piskes fløden, men pisk højst 1/2 liter ad gangen - ellers bliver flødeskummen let grynet og ujævnt fluffy.
Tag kirsebærrerne op uden for meget væske og hak dem i halve eller kvarte. Hak også mandler, du bestemmer om de skal være smuttede eller ej. Bland forsigtigt æggemassen, kirsebær og mandler i flødeskummet. Kom evt. et par spiseskefulde af væsken fra kirsebærene i også. Fordel parfait'en i en lufttæt beholder og frys til dagen efter.
Tag isen op ca. 20 minutter før den skal spises, og pynt med hakket hvid chokolade. Uhm!
Picture
4 Comments

Lime pie med crème chantilly

24/11/2011

7 Comments

 
Jeg har længe haft denne lime pie i tankerne. Jeg elsker nemlig alt, der indebærer lime og citron.

Okay, måske ikke alt. Men jeg har ikke fundet noget endnu, der kunne være undtagelsen til at bekræfte reglen.
Picture
Har spottet den flere steder rundt omkring på nettet, hvor den stort set altid er lavet med de samme ingredienser: en digestivebund a la cheesecake med fyld af limecreme på kondenseret mælk, lime og æggeblommer.

Kigget lidt på opskrifterne og indvendigt debatteret, hvorvidt der skulle serveres flødeskum til eller om tærten skulle toppes med en marengs lignende den, man kan kommer på Tarte au citron.

Eftersom den var at finde i Hummingbird Bakery Cook Book, blev jeg mindet om den hver gang jeg brugte bogen som godnatlæsning. Tilsidst var der ligesom ikke andet at gøre end at lave tærten og smage på sagerne!
Picture
Det endte med en personlig (og mindre) udgave, hvor flødeskummet blev til crème chantilly, og tærtebunden peppet op med nogle norske chokoladecookies. En temmelig god kombination, må man sige.

Jeg synes det er svært at få tærten virkelig smuk, og valgte en tykkere tærtebund istedet for én med sider. Man kunne overveje at smøre flødeskummet udover tærten, men jeg kan godt lide min flødeskum on the side.

Hvis du er fan af lime, er denne tærte er must. Faktisk er den slet ikke så syrlig, som folk med citrus-aversioner måske kunne frygte. Cremen er fløjlsblød, sød og frisk, og bunden lækker knasende med chokoladeoverraskelser i. Find den kondenserede mælk hos din grøntsagspusher.

Lime pie, ca. 8 personer
12 digestivekiks/chokoladecookies
100 g smør, smeltet
1 dåse kondenseret mælk
3 økolimefrugter, saft og revet skal heraf
4 æggeblommer
1/4 l piskefløde
4 spsk flormelis
1 stang vanille

Forvarm ovnen til 170 grader. Kom kiksene i en frysepose og knus dem med en køkkenrulle. Bland kiksene med det smeltede smør, og tryk massen ud i en springform på ca. 22 cm, foret med bagepapir. Bag bunden i ca. 15 minutter, til den er fast og har taget farve. Køl bunden af.
Bland kondenseret mælk, limesaft og -skal samt æggeblommer i en skål og pisk det let sammen med et piskeris. Kom cremen ovenpå kiksebunden og bag den, også ved 170 grader, i ca. 20 minutter. Fyldet skal have sat sig og ikke skvulpe når du tager kagen ud af ovnen. Køl kagen helt af, og sæt den derefter på køl, mindst et par timer eller natten over.
Til servering laves crème chantilly: skrab kornene ud af vanillestangen, og bland dem med flormelis i en skål. Hæld den kolde piskefløde i vanilleblandingen, og pisk til den dejligste flødeskum. Pynt kagen med revet limeskal og server.
Picture
7 Comments

Bondepigen anno 2011

26/9/2011

2 Comments

 
Picture
Weekenden har jeg tilbragt i Odense med gode, gamle venner og veninder. En af mine piger har det sødeste lille hus med have til, hvor jeg så fik lov at gå på rov efter æbler. Så så man lige mig, ved at falde af stigen i Næsby :) Jeg fik slæbt en pose skønne, økologiske æbler med i toget og har siden gået og spekuleret lidt på, hvad jeg skulle bruge dem til (udover at gnaske dem friske - mmm).

Siden jeg lavede æbledrømmen, har jeg flere gange siden har lyst til "noget med æblemos". Jeg elsker nemlig den syrlige mos, især når den er afkølet, med en form for knas og gerne i kombination med kanel og vanille. Af disse tanker affødte sig den opdaterede udgave af Bondepige med slør, som jeg synes fungerer rigtig godt.

Jeg lavede rugbrødscrunch med rugbrød, grovvalsede havregryn og makroner, og toppede desserten med vanilleskyr. Det sprøde fra crunch'en og den søde vanilleskyr gik rigtig fint i spænd med den let syrlige æblemos.
Picture
Rugbrødscrunch
2 skiver rugbrød
4-5 spsk grovvalsede havregryn
2-3 spsk brun farin
6-8 makroner, knuste

Smuldr rugbrødet og kom det på en hed pande med havegryn. Rist det og vend rundt, til havregrynene bliver gyldne og begynder at dufte. Kom brun farin på panden og vend hurtigt rundt. Lad det køle af på bagepapir, og tilsæt knuste makroner.
Picture
Æblemos
750 g æbler
2 spsk sukker
1 tsk kanel eller en stang kanel
en smule vand

Skær æblerne i grove stykker, udelad kernehus, og kom dem i en gryde med resten. Kog ved svag varme til en mos, ca. 20 minutter. Jeg bevarede skrællen på æblerne, for at tilføre lidt farve (og fordi jeg var doven!), men gør som du synes bedst. Køl mosen af, enten fordelt i portionsglas eller blot i gryden. Denne portion rækker til fire.
Picture
Kom æblemosen i glas, og fordel rugbrødscrunch herover, evt. lagvis hvis du lyster det. Slut af med rugbrødscrunch. Rør 2-3 tsk vanillesukker ud i 250 g skyr og top desserten. En sag for æble-elskere!

Og sådan kan den også tage sig ud: højt glas, lang ske, lag-på-lag, toppet med mascarponecreme. Uhmm..
Picture
2 Comments

Ostekage - nu med skyr!

24/8/2011

8 Comments

 
Picture
Efter mit sidste eksperiment med ostekage, har jeg nærmest været besat af tanken om at lave én mere. Det er desværre bare ikke hver dag jeg har tid og overskud til at lege med husblas, så jeg gik og legede lidt med tanken om at lave en simplere ostekage. Et andet kriterie jeg ville opfylde skulle være besparelser på laborcosten, også mht opvasken; ergo en mere hverdagsvenlig version.

Her henover sommeren har jeg fået en solid hang til det skønne produkt skyr, og jeg kom på den idé at indtænke skyren på lige fod med den rolle, creme fraiche sommetider spiller i ostekager. For at opnå en så fast konsistens som muligt, ville jeg bruge flormelis istedet for sukker. 

Med disse midler ville jeg opnå en idiotsikker no bake cheesecake med et strejf af Island. For at gøre ostekagen frisk har jeg brugt appelsinskal, men ikke saft, da jeg tror at saften kan ødelægge kagens firmness. Resultatet blev virkelig godt, så prøv den her, hvis du ikke har mod på husblas! Det er helt klart en opskrift jeg vil bruge i fremtiden, når tiden er knap og ostekagetrangen melder sig. Den er frisk, knasende, dejlig cremet og tilpas fast. Elsker succesprojekter :)

Hvis du ønsker en højere ostekage, kan den evt. laves i en lidt mindre form eller man kan lave halvanden gang af ostemassen. Jeg synes dog at forholdet mellem ostedelen og digestivebunden her er rigtig godt. Server den som den er, eller med friske bær.
Picture
Untouched and oh so fine
Ostekage med et twist af Norden
150 g digestivekiks
60 g smør
300 g philadelphia
150 g skyr
80 g flormelis
1 økologisk appelsin, revet skal heraf
1 tsk vanillesukker

Kom kiksene i en skål og knus dem med en stor træske eller læg dem i en frysepose og smadr dem med kagerullen. Smelt smørret og bland det i kiksekrummerne. Konsistensen skal være som vådt sand. Sæt randen af en springform på et flot fad og tryk kiksemassen ud heri. Sæt på køl.
Pisk philadelphia, skyr, flormelis, vanillesukker og appelsinskal i en skål med elpisker, til det bliver en luftig masse. Jeg brugte elpisker og piskede i ca. 5 minutter. Smag massen til. 
Hæld ostemassen over den afkølede kiksebund og sæt i køleskabet nogle timer, evt. natten over.
Server med friske bær, jeg brugte blåbær, men kan sagtens forestille mig at andre bær ville klæde kagen.
Picture
8 Comments
<<Previous

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.