Idag er min første hele dag tilbage i det københavnske, og derfor skulle der naturligvis bages.
Marokkansk appelsinkage med mandler og kanel
175 g blødt smør
4 appelsiner, økologiske
200 g spanske smuttede mandler
3 store æg
3 dl sukker
3 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
¼ tsk salt
Kanel
Sæt ovnen på 175 grader. Smelt smørret. Riv skallen af 2 appelsiner fint. Pres saften fra alle fire appelsiner. Kom mandlerne i en minihakker eller blender, jeg smuttede dem ikke først, da jeg jo som altid havde småtravlt (og var doven). Det rustikke udtryk er også bevaret ved at bruge usmuttede mandler.
Pisk sukker og æg sammen, brug en elpisker, men pisk ikke for længe. Rør mel, bagepulver og salt sammen og vend i. Vend herefter mandlerne i, og rør smørret i. Rør ¾ dl appelsinsaft plus den revne skal i. Beklæd en firkantet form på 25x35 cm med bagepapir, og kom dejen i formen og bag kagen i 30-35 min. Afkøl kagen og prik den evt. let, inden den resterende appelsinsaft dryppes over kagen. Ved serveringen skæres kagen i harlekinruder og drysses med kanel.