Elmegade-kvarteret er bare så hyggeligt, og Malbeck er allerede blevet en af favoritterne hos både mig og nordmanden. Malbeck Vinoteria, som vinbarens fulde navn er, dækker over en argentisk vinbar hvor de gør en dyd ud af at servere vinen ved den rette temperatur, og ikke mindst har kvalificeret, imødekommende personale til at guide dig igennem vinkortet hvis du er i tvivl om dine præferencer eller hvad der passer til den snack, du eventuelt har udvalgt som følgeskab til vinen.
Jeg må indrømme at jeg til tider har brug for lidt kyndig vejledning med vinkortet. Mit ”problem” består i, at jeg godt ved hvad jeg kan lide, men faktisk ikke helt er så skarp til at udpege (eller huske..), hvad jeg ikke bryder mig om.
Og så er det heller ikke altid jeg kan gennemskue hvad der passer til den mad, jeg skal spise – især hvis det er en blandet tapastallerken som byder på alt godt. Derfor er jeg ret vild med Malbeck! Jeg elsker den afslappede stemning og at man kan få lov at spørge lige så tosset som man vil, og er du i tvivl, kan du også få lov at smage en tår vin før du bestiller.
Køkkenet er simpelt, men godt, og musikken i en styrke, så der kan venindepludres i flere timer. Jeg holder meget af usnobbede steder og folk, der tager sig tid.
Det var meningen at de respektive mandfolk skulle have været med, men en var sløj, en anden fik pludselig smidt en nattevagt i hovedet, men så var der jo bare mere tid til tøsesnak ;)
Vi nød begge enrique foster lavet på malbec, og delte en stor charcuterie og hver sin tapas on the side. Jeg bestilte croquetter af chèvre med bl.a æble til, og min veninde fik laks.
På charcuterie-platten var favoritterne patéen, salamien, ostene (især tremælksosten) og de lækre oliven. Dejlige vinledsagende nippeting. Brødet dertil var en smule kedeligt, og mine croquetter kunne godt have været mere bastante synes jeg, men nu er jeg måske også vild med chèvre udover det sædvanlige. Alt i alt behagelige lækkerier, som giver indtryk af brug af gode råvarer.
Crème brûléen var så lækker, at både mig og Sille nok ville ønske man kunne få hovedet helt ned og skålen og slikke den ordentligt ren…
Andre gode vinbarer i København, jeg anbefaler, er den franske Tire Bouchon i Teglgårdsstræde og den italienske Il Senso på Gothersgade. Begge steder har autentisk stemning, de har styr på vinen, og anderiletten på Tire Bouchon er i sig selv et besøg værd!