De så ligesom bare forkerte ud - bare ikke som din gennemsnitlige cookie. Heldigvis ændrede jeg mening da jeg smagte dem, for hvem kan ikke lide en nybagt, lille sprød kage?
Før jeg for alvor kunne afgøre, om jeg brød mig om dem, skulle de dog også kunne spises dagen efter, helt afkølede og direkte fra småkagebeholderen.
To veninder blev sat til at være dommerpanel, og hurtigt faldt den endelige dom fra os alle tre: de er go'e, de her! Det er altid et positivt tegn, når der bliver spist mange ;)
Små, crunchy kager, med et saltet strejf fra peanutbutteren, sprødhed fra havren og chokoladethed fra nutellaen. Næste gang vil jeg prøve at tilsætte en håndfuld rosiner for at give et syrligt pift.
Har du lyst til klassiske, chewy cookies, anbefaler jeg istedet at du laver dem her eller dem her.
Dem her skal du bage, når du har lyst til en lidt mindre fed, men let saltet småkage, med masser af guf i!
3 dl havregryn
1/2 dl sukker
1 dl brun farin
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
1 æg
3 spsk nutella
1 dl crunchy peanutbutter
Forvarm ovnen til 175 grader. Klargør en bageplade med bagepapir.
Bland havregryn, de to slags sukker, salt, bagepulver og vanillesukker. Rør herefter æg, nutella og peanutbutter i (og evt. rosiner), og ælt det let sammen med fingrene. Form dejen til kugler lidt større end en golfbold, og tryk dem let flade på bagepladen. De udvider sig en smule under bagningen, men ikke meget.
Bag dem i 12-15 minutter, og lad dem køle af på en rist.
Inspiration til disse har jeg i øvrigt fundet engang på Foodgawker. Det er altså et mekka af lækre billeder og opskrifter, så smut derhen, hvis du mangler noget at sidde og savle over! :)