Jeg havde æggehvider til overs fra et andet bageprojekt, som jeg ellers havde planer om at lave flødeboller af, men pludselig kom jeg i tanke om en fantastisk kage, jeg fik en sommer til en venindes kandidatfest.
Det var hendes lillesøster Laura, som havde bagt den, og siden da har jeg sendt mange savlende og hede tanker til "Lauras gufkage", som jeg døbte den. Kagen består nemlig af en bund, a la bagt guf og alt med guf - på is, i flødeboller, den italienske marengs ovenpå fransk citrontærte, you name it - gør mig vild i varmen.
Gufkagen toppes med en skøn snask af flødeskum, græsk yoghurt og vanilje, og pyntes til slut med friske bær eller frugt.
Er du klar til opskriften?
Så advarslen består i: bag nu en stor, så du også har til eventuelle gæster eller dagen derpå ;)
Jeg har skrevet mål og bagetider for både springform på 18 cm og 24 cm.
Gufkagen
Bund:
6 (2,5) æggehvider
350 (125) g sukker
2 spsk (1 tsk) citronsaft
Top:
2,5 (1) dl piskefløde
200 (80) g græsk yoghurt/skyr
Vaniljepulver eller -sukker
Friske bær, frugt, ribs eller granatæblekerner
Tænd din ovn på 140 grader varmluft.
Pisk hviderne stive, og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, stadig under (el-)piskning.
Tilsidst tilsættes citronsaft.
Kom guffen i en form foret med bagepapir og bag i 1 time og 15 minutter, hvis det er den store portion til springform på 24 cm, du har gang i.
Jeg bagte min i en 18 cm form, i ca. 45 minutter.
Tag bunden ud af formen, og køl bunden af på en rist.
Pisk fløden til skum, bland med yoghurt/skyr og smag til med vanilje. Kom på den afkølede bund og top med bær eller hvad du nu har.
Server og kom i gufkage-himlen!