Dronningemad
  • Dronningemad
  • Bloggeren bag
  • Opskrifter
  • Andre gode blogs...

Kastanjetrøffelkage med rom

28/10/2011

18 Comments

 
Picture
Som jeg løftede sløret for i tirsdags, havde jeg om formiddagen smækket en lille trøffelkage sammen. Ja, det var i det indlæg, hvor jeg lige pludselig kom til at ævle om en masse andet (guf).

Årsagen til den lille trøffelkage var tildels, at jeg virkelig havde lyst til en snasket, tung og klæg sag, samt at jeg dagen inden var blevet voldsomt forkælet af min søde kæreste, der på en ordinær mandag serverede übermør lammesteg med kantarelsovs, rosenkål, nye kartofler og rødvin. Synes ligesom derfor det var på sin (min) plads at være overskudsagtig og forkæle ham lidt :)

Trøffelkagen minder nærmest om konfekt. Den er virkelig fed, og har efter min mening den perfekte konsistens, der smelter på tungen, uhm...!! Det er en dessertkage, og det ville være rigtig fint at servere den, skåret i bittesmå fine stykker, som afslutningen på et tapasmåltid til en flok rare mennesker :)
Picture
Kagen skal "bages" i fryseren eller køleskabet, og er super hurtig at bikse sammen. Den stammer fra Nigella Lawson, men jeg har valgt at lave en noget mindre portion og lavede lidt om på fremgangsmåden.

Kastanjetrøffelkage, 6-8 pers
200 g sødet kastanjecreme
70 g smør
120 mørk chokolade, mindst 70%
1,5 spsk mørk rom

Smelt smørret. Pisk kastanjecremen luftig og glat med en elpisker, og rør halvdelen af smørret heri.
Hak chokoladen, og smelt den forsigtigt i resten af smørret. Rør rom og chokoladeblandingen ned i kastanjecremen, til der opnås en ensartet masse.
Beklæd en form med film - jeg brugte en skål, så kagen fik en let, halvrund form. Sæt den på køl, enten i fryseren eller køleskabet. Opbevar på køl indtil den skal spises.
Kagen er tung, så jeg serverede med skyr og frisk melon. NAM!
Picture
Picture
18 Comments

Brownien, der ville være hardcore og nede med de fede

20/10/2011

2 Comments

 
Picture
Her på det sidste har jeg gået og taget et lille tilløb til denne her rå brownie. Først fandt jeg en opskrift, jeg synes så god og overskuelig ud: så naturlige ingredienser som overhovedet muligt, men da jeg ikke har en foodprocessor, tøvede jeg lidt. Ville resultatet mon så blive ordentligt?

Næste skridt var at få fat i rå kakao. Jeg har ikke eksperimenteret med raw før, så må da indrømme at tanken har strejfet mig, om det mon var lidt hypet. Nu er jeg overbevidst om at rå kakao er alle pengene værd og i stand til at løfte din rå brownie op på et niveau, som almindelig kakao ikke formår. JA - råhygge har fået en helt ny betydning! ;)

Denne her brownie er virkelig god. Den er rå, rig (for at holde os til at oversætte fra amerikansk) og indeholder et hav af sunde vitaminer og mineraler, som man ikke ligefrem plejer at få ind som sidegevinst når man spiser kage.

Min skepsis er gjort til skamme, og jeg vil helt sikkert lave den igen - se det ikke som en afløser for den almindelige syndige brownie, men som en chance for et velsmagende køkkeneventyr :)
Picture
Jeg har brugt opskriften fundet hos Mynewroots, dog undladt at gå for meget op i om mine dadler var Medjool, men blot brugt friske, og fandt på en løsning a la minihakker som stedfortræder for foodprocessoren.

Har du en foodprocessor, vil det være endnu nemmere at lave denne lækkerbisken. Har du hverken FP eller en minihakker, må du selv udtænke en kreativ plan ;)

Herunder følger opskriften, sådan som jeg lavede den, med cups omregnet til dl-mål, så der er ingen undskyldning for ikke at gå i gang!
Picture
Brownie goes raw
2,5 dl valnødder
3 dl friske dadler
1,2 dl rå kakao
1,2 dl mandler
lidt salt

Start med at male valnødderne til mel i minihakkeren. Bland valnødderne med kakaopulveret og en knivspids salt i en skål. Hak mandlerne og stil dem til side.
Udsten dadlerne, og giv også dem en tur i minihakkeren, til det bliver en klistret masse. Bland nu alle ingredienserne i skålen og ælt massen godt sammen. Hvad du ikke får i terapi af at piske æg og sukker sammen, fås som ælte-terapi istedet :)
Fordel massen i et lille ildfast fad, og stil fadet i fryseren eller på køl, så sætter den sig hurtigere og bliver nemmere at skære ud.
Ved servering skæres den rå fætter ud i passende stykker og pyntes med sigtet, rå kakao.
Så får I ikke mere for den 25-øre ;)
Picture
2 Comments

Den onde chokoladefudgekage, inkl. knock-out!

12/10/2011

18 Comments

 
Picture
Dette er kagen, som overmandede mig. Jeg kunne simpelthen ikke spise mere end ét stykke af den!  Og det ligner ellers slet ikke mig at være sådan en svagspiser. Men dette er en kage af kaliber.

Chokolade med mere chokolade, om man vil. Et sandt mesterværk og must-bake for alle chokoladefans.

Det skal dog siges, at jeg tog hævn dagen efter og spiste mere end ét - man er vel i træning ;)
Grundet travlhed vil jeg linke til ophavskvinden, som er ingen mindre end Nigella Lawson. Hun beskriver kagen som "én, man har lyst til at spise hver en bid af, hvis man er blevet svigtet".

Jeg forestiller mig ikke nogen bedre ven i nøden.
Picture
Se opskriften, bag den og kom i himlen. Tryk HER.

Kun et par få noter vil jeg tilføje:

1) Jeg brugte skyr istedet for creme fraiche, rapsolie istedet for majsditto, vanillesukker istedet for ekstrakt og brun farin istedet for lys muscovado. Altsammen fungerede perfekt.
2) Har du ikke to forme på 20 cm, kan du gøre som mig og bage én kage, som efterfølgende deles i to. Påregn en bagetid på ca. 65 minutter, og dæk evt. kagen til med sølvpapir tilslut, hvis den bliver for mørk.
3) Lav ekstra fudge-icing. Jeg gangede portionen med halvanden. Du vil ikke fortryde.
4) Brug en STOR skål  - det er en stor kage!
Picture
18 Comments

Kastanjekage

30/9/2011

4 Comments

 
Picture
Med det største my precious-smil fik jeg endelig lov at låne kontor-Annes lille sorte bog, som vi nok har brugt timevis på at pludre om i pauserne (og nogle gange ikke vist ikke kun i pauserne!?). Til den lille sorte hører historien om en sej onkel, der altid laver de mest fantastiske kager. Sikkert også fantastisk mad, men nu er det jo kagerne og desserterne, jeg oftest spørger ind til først..

Derfor skulle den første opskrift, der skulle afprøves, være en kage. Naturligvis. Kastanjer minder mig altid om den slags efterårsvejr, der hersker lige for tiden. Altså den idylliske slags, hvor solen, indian summer style, sørger for at hive én op af sofaen og ud i det fantastiske vejr og samle kastanjer. Selvfølgelig UDEN at man får en i hovedet, iført grøn skal og pigger forstås. Ikke at det kan ske for tjekkede mennesker, vel? Ville dog aldrig påstå jeg er tjekket. Sikke et ansvar, det måtte medføre!

Tilbage til kagen. Kastanjekagen skulle være et sikkert hit, og derfor et oplagt valg til min søsters fest imorgen, hvor maden er et godt gammeldaws gilde af sammenskud. Er ekstra vild med at hun fra starten af tildelte mig desserttjansen - du er sgu god nok søster ;)

Kagen skal oprindeligt serveres med engelsk creme, men det projekt må jeg have til gode, da jeg ikke er super ferm udi cremekunsten, især nok ikke med en lille fjer på.
Picture
Kastanjekage
500 g kastanjecreme
100 usaltet smør
4 æg
50 g mandelmel
2 spsk rom

Smør en 25 cm form eller beklæd den med bagepapir. Tænd ovnen på 180 grader. Varm smør og kastanjecreme op i en gryde, rør sammen og køl af til det bliver lunkent. 
Del æggene og rør æggeblommerne i kastanjemassen, herefter mandelmel, tilsidst rom.
Pisk æggehviderne MEGET stive, evt. med en smule salt. Vend hviderne i kastanjemassen til en jævn masse. Bag ved 180 grader i 40 minutter.

Kastanjecreme kan i øvrigt fås i IRMA til en fornuftig pris på 33 kr. for et glas med 350 gram i. Mandelmelet kan man sikkert også opdrive, men jeg plejer bare at lave det selv, i min minihakker.
Jeg har tænkt mig at servere kagen med lidt frisk frugt og god vanilleis, så der kommer lige en lille smags-opdatering i løbet af de næste par dage.

Post-smags-note: Kagen smager meget anderledes, men godt. Jeg var meget skeptisk, da kagen faldt rigtig meget sammen efter bagningen - faktisk var den på højde med en lagkagebund, som endnu ikke er blevet delt i tre, men pludselig var den svundet ind til det halve! Den er fugtig og lækker, og slet ikke for sød, men med et dejligt twist af rom. Jeg pyntede den med flormelis, som jeg dryssede over kagen i et "fint" mønster med et lynhurtigt hjemmelavet gækkebrev. Prøv den!
4 Comments

Endelig: Tarte au citron meringuée

21/9/2011

12 Comments

 
Picture
I mit lille mørdejsindlæg igår løftede jeg sløret for hvilken skøn tærte, jeg havde forsøgt mig med. Idag skulle den så spises, og jeg glædede mig som et lille barn - eller måske bare som en lille Maiken... Citron har altid været et hit hos mig, specielt den kære citronfromage, og citrontærten især efter jeg fik den på Angelina i Paris. 
Sidste gang jeg fik citrontærte var på Bistro Boheme hvor hver eneste bid var en fryd, men nu har de (indsæt grim taleboble fra Anders And med opfindsomme tegn) fjernet den fra kortet, og så må man jo overvinde sine mørdejskomplekser og lave én selv.
Jeg har taget udgangspunkt i Brødrene Prices opskrift, dog ændret lidt på tærtebunden, hvor jeg har skiftet noget af melet ud med grahamsmel. Denne handling i håb om at opnå en sprødere bund og et godt modspil til den syrlige citron og søde marengs. Ikke helt dumt, hvis jeg skal sige det selv. Og hvem skulle ellers? Yderligere har jeg skåret en del ned på marengsen, da jeg synes den nogle gange prøver at tage hovedrollen fra citronen. Her får I min version på en tærte, der kan redde et knust hjerte!
Picture
Tarte au citron meringuée
Mørdej, se her
2 økocitroner, fileteret
1 økocitron, revet skal heraf
100 g sukker
2 æg
2 æggeblommer
2 dl fløde

2 æggehvider
100 sukker
0,5 dl vand

Start naturligvis med mørdejen, se linket for min fremgangsmåde. Imens tærtebunden er i ovnen, laves citroncremen. Filetér citronerne, dvs. skær hoved og bund af, samt siderne, og skær herefter hver filetbåd ud. Blend citronfileterne med citronskal, sukker, æg og æggeblommer. Rør fløden heri. Hæld cremen i den forbagte tærtebund, og bag den ved 150 grader i 25-30 minutter, eller indtil cremen har sat sig. Køl tærten helt af, evt. natten over.
Til den italienske marengs koges vand med sukker, til det bliver en tyktflydende sirup. Æggehviderne piskes stive, og sukkerlagen tilsættes lidt efter lidt, mens der stadig piskes. Bliv ved med at piske, indtil marengsen er kølet let af. Kom marengsen ovenpå tærten, enten i et lag, eller i små toppe som jeg har gjort.
For at opnå det bedste resultat med en kold tærte, og samtidig en sprød marengs, bruges en gasbrænder til at "bage" marengsen. Sådan én var jeg så heldig at låne af min søde kollega :) Alternativt kan tærten sættes i ovnens grill, men så bliver citrontærten altså lettere opvarmet.

Spis den dejlige citrontærte med nogle, der elsker citron ligeså meget som du gør!
Picture
Gasbrænderen. Det er altså nice grej i køkkenet!
Kære citrontærte
Vil du gifte dig med mig?
Kærligst, Maiken
Picture
12 Comments

Blommer i madeira med chokolademoussekage

16/9/2011

7 Comments

 
Picture
Da jeg var yngre, var jeg ikke en særlig stor fan af blommer. Vi havde et blommetræ og et pæretræ i haven, og hvert eneste efterår havde det store blommetræ bombarderet græsplanen med så mange sveskeblommer, at vi blev gennet ud i haven og nærmest måtte muge ud. Jeg kan stadig genkalde den klistrede masse, der skulle rives sammen - argh! Selvfølgelig plukkede vi også og spiste af dem, men mindes at jeg engang fandt en orm, og var så enden på dén fornøjelse.

Jeg er imidlertid kommet over mit traumatiserede forhold til blommerne og ærgrer mig nu mere over, at man ikke var bedre til at få dem plukket og lavet blommechutney, marmelade, tærte etc. af den skønne frugt. For tiden er jeg helt vild med sorten reine claude, som jeg elsker på grund af sprødheden og den friske smag. Og så er det bare om at gnaske løs nu, hvor de er i sæson!

Jeg kom i tanke om en flaske madeira, jeg havde fået af min veninde, der var på ferie dér sidste år. Min plan blev så at lave et stort glas blommer i madeira, som rigtig skulle stå og trække og blive lækkert henover efteråret. Dette indebærer også lige at jeg får bugt med min atamon-aversion, så fluks fandt jeg på noget andet, som altså er blevet min genvej til blommer i madeira.

Chokolademoussekagen fortjener egentlig sit eget indlæg, da den simpelthen er fantastisk! Den er fløjsblød, delikat og simpel på den helt rigtige måde, og jeg har elsket den siden første gang jeg lavede den. Den kan sagtens stå alene, men fungerer også fabelagtigt med blommerne og lidt vanilleskyr, hvis blommerne lige er kommet ud af ovnen.
Picture
Blommer i madeira
600-700 g blommer
1 dl madeira
1 kanelstang
et par nelliker
5 spsk sukker

Halvér blommerne, tag stenen ud og læg dem i et ildfast fad med skindsiden nedad. Hæld madeira over og kom nelliker og kanelstang ned til dem. Drys sukker over blommerne - måske lidt ekstra end angivet, da blommerne bliver mindre søde ved opvarmning. Bag blommerne i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader. Spis med det samme, eller holder sig fint en dag eller to på køl.
Chokolademoussekage
250 g god, mørk chokolade
110 g sukker
3 spsk varmt vand
4 æg

Forvarm ovnen til 180 grader og beklæd en springform på 20 cm med bagepapir. Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle let af. Del æggene i blommer og hvider, og pisk æggeblommerne sammen med sukkeret, til det bliver lyst og luftigt. I en anden skål, med rene piskeris, piskes hviderne stive. Vend forsigtigt chokoladen ned i æggeblommemassen sammen med vandet. Herefter vendes æggehviderne forsigtigt i, 1/3 af gangen, rør forsigtigt. Hæld massen i springformen og bag i 15 minutter. Køl kagen let af på en rist, herefter i køleskabet, hvor den skal stå mindst to timer, men også gerne natten over.
Kagen stammer i øvrigt fra bogen Chocolate Magic af Kate Shirazi, som jeg engang fik i værtindegave af en sød veninde. Jeg plejer at pynte den med et drys kakao.

Eneste ulempe er, at den er lidt porøs og derfor svær at flytte ud af sit bagepapir. Kan man mon ikke købe noget rigtig dekorativt bagepapir et sted??
Picture
Nu til det sjove: skær et stykke af den dejlige chokolademoussekage. Brug en skarp, våd kniv, så er det lettere. Anret kagen med et par blommer, og evt. skyr rørt med en smule vanille, anbefales hvis blommerne er varme. En SKØN efterårsdessert!
Picture
7 Comments

It's a classic - chokolademuffins!

5/9/2011

0 Comments

 
Picture
Jeg har lige været et smut i Norge med nordmanden (surprise!), og som altid blev der indtaget en god del af den norske chokolade fra Freia, som jeg før har snakket vældig varmt om. Vi fandt en ny variant med karamelliserede pekannødder og chili, som selvfølgelig skulle afprøves. Den var virkelig god! Så lige pt slår jeg mig selv oveni hovedet for ikke at have købt et par ekstra plader med hjem.

Nå men, oppe i troldenes land fik jeg virkelig lyst til både at bage og spise kage, som der desværre ikke lige helt var tid til. Jeg er jo i sagens natur - ka ikk gøre for'ed - en browniepige af en vis kaliber, så ved faktisk ikke helt hvad der gik af mig, da trangen til chokolademuffins opstod ud af det blå. Hvis min mor havde været der, ville hun helt sikkert have mærket på min pande og spurgt, om jeg mon havde feber.

Ligemeget hvad jeg gjorde, ville strømmen imod mig af chokolademuffin-tanker ikke holde op, og før jeg fik set mig om havde jeg både googlet og madblog-gennemsøgt "bedste chokolademuffins". Jo jo, jeg har da bagt chokolademuffins før. Masser. Men for at være bundærlig synes jeg faktisk ikke, jeg har fundet en opskrift som giver mig anledning til at være fuldkommen tilfreds og for evigt afslutte søgningen på Bedste Chokolademuffins. Endnu et krav er, at de helst skal være hurtige og nemme at lave. Er det måske for meget for langt, at ønske sig sådan en opskrift?

Generelt tror jeg ikke rigtig på Verdens Bedste Blablabla i kageverdenen, for "vi har jo alle forskellige smagsløg" osv osv, og gudsketakoglov da for det. For "hvor kedeligt ville det ikke være, hvis vi alle gik rundt og var enige om alt"? - egentlig ikke særlig kedeligt synes jeg, især da ikke, hvis alle bare var enige med mig og gav mig ret ;) Ups, sidespor...

Tilbage på Kagens Sande Sti: Jeg fandt et par erfarne kagebagere, som altså påstår at de ligger inde med verdens bedste opskrift på chokolademuffins. I finalen var to opskrifter fra henholdsvis MissMuffin og Signes Mad, som egentligt mindede ganske meget om hinanden. Resultatet blev, at jeg valgte ingredienserne fra MissMuffin (dog omregnet til en mindre portion) men Signes fremgangsmåde. OG ingredienslisten tilmed udsat for lidt fri fantasi... Og da jeg så gik igang, ændrede jeg alligevel fremgangsmåde. Ja, jeg ved godt jeg er lidt håbløs! 

Fantastiske blev de faktisk, så meget at jeg ikke tror jeg vil gå ud og søge efter en anden igen. Prøv dem, hvis du også har gået og ledt efter den helt rigtige! De bliver svampede, sprøde på toppen og smager rent faktisk af chokolade.

Det vigtigste ved en muffinopskrift er, at der ikke røres for meget i dejen, for at undgå for meget luftighed, som gør kagen mere sej og mindre svampet. En chokolademuffin skulle jo gerne være blød, svampet og mushy, nam! Har desuden erfaret at A38 har den nøjagtig samme virkning som kærnemælk, når jeg bager kage - de bevarer deres svampethed meget længere.
Picture
Chokolademuffins, måske de bedste
225 g sukker
240 g mel
2 tsk vanille
1,5 tsk natron
3 spsk kakao
65 g hakket chokolade
75 g smør
2 spsk nescafé
3 dl kærnemælk/A38

Tænd ovnen på 180 grader. Smelt smørret sammen med nescafé, og rør det sammen med sukker i en skål. Rør kærnemælk i. Hak chokoladen groft. Bland i en anden skål mel, vanille, natron, kakao og kom chokoladestykkerne i melblandingen. Mix indholdet af de to skåle hurtigt -  rør blot til dejen netop er ensartet. Fordel dejen i 15-17 muffinforme og bag i ca. 20 minutter, tjek med strikkepinden. Lad dem køle let af, inden de hapses :)
0 Comments

Kanelsnegle med marcipan og æble

30/8/2011

8 Comments

 
Picture
Nu er det ENDELIG sæson for danske æbler. Med fare for at lyde smånationalistisk, er danske æbler er bare noget af det bedste jeg ved! Jeg elsker i forvejen æbler og spiser gerne to om dagen, og så er de altså lidt lettere at have med i tasken end f.eks jordbær, og de holder sig længere. Uhm, danske æbler :)

Denne opskrift tager udgangspunkt i en god portion improvisering, for jeg opdagede mit i bageprocessen, at vi ikke havde flere æg.. Derudover har jeg udskiftet smør og sukker med en god mængde marcipan og æble; en kombination der sjældent slår fejl. Husk at du altid kan fremskynde processen med en større mængde gær og kortere hævetid, hvis tiden er knap (eller kanellysten stor). Jeg har valgt at bage sneglene i en form for at afprøve, om snasketheden på denne måde holder længere. Det er alligevel altid det indeni, som smager bedst, synes jeg!

Nordmanden er en hund efter bakst og kanel, så der er allerede blevet fortæret en stor del af portionen. Men det er også svært at hamle op med nybagte kanelsnegle :)


Jeg anbefaler disse, hvis du har lyst til lidt afveksling fra den klassiske kanelsnegl og ligesom mig, elsker kombinationen af æble, kanel og marcipan. Prøv dem! Jeg valgte at lave en ikke for kraftig, hvid glasur til de snegle, der skulle med på kontoret her dagen efter. Og det klæder dem altså ganske godt :)
Picture
Lige kommet ud af ovnen
Kanelsnegle med marcipan og æble, 20 stk
15 g gær
2,5 dl mælk
35 g smør
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
400-500 g hvedemel
1 stort, syrligt, dansk æble
200 g marcipan
5 spsk sukker eller brun farin
1-2 spsk kanel
100 g hakkede mandler

Smelt smørret og rør mælken ud heri. Hak gæren i stykker i en skål og kom mælkemassen udover (tjek temperaturen - lillefingervarm uden at brænde). Tilsæt salt og sukker, og herefter mel lidt ad gangen. Ælt dejen til den er glat og smidig. Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. 2 timer. Kom marcipanen i køleskabet.

Tænd ovnen på 175 grader. Riv æblet (befriet for kernehus) groft og marcipanen ligeså. Det er nemmere når marcipanen er kold. Kom det i en skål og bland med sukker og kanel. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel og fordel fyldet herpå. Rul dejen sammen til en pølse og skær den i 20 stykker, som placeres i en lille bradepande tæt op ad hinanden. Hvis du vil pensle sneglene, gøres det nu. Dette glemte jeg, da vi som sagt var løbet tør for æg. Drys de hakkede mandler henover sneglene og bag dem i 18-20 minutter, til de er let gyldne. 
Nyd sneglene lune som de er, eller pynt evt. med hvid glasur. Kanelsneglene holder sig godt og kan sagtens spises dagen efter, da det revede æble bidrager med en god del saftighed. 

Uhm, måske bliver efteråret ganske okay alligevel :)
Picture
8 Comments

I selskab med lakridsskyr..

11/8/2011

2 Comments

 
blev appelsinkagen da ihvertfald ikke ringere! Appelsinkagen fra forrige indlæg blev først spist som dessert med chokoladeis. Det var godt, men kombinationen af chokorange er der nu ikke så meget fidus over. Her til aften fandt jeg så på at blande lidt lakridspulver i noget skyr, og det var godt nok et hit! Jeg synes hindbær-lakrids-kombien er ved at være lidt last year, så tænkte om ikke appelsin og lakrids kunne være det nye sort. Det er det hermed blevet i min verden! Jeg brugte ca. 1 tsk. lakridspulver til 2-3 dl skyr. MUMS!!
Picture
2 Comments

Marokkansk appelsinkage - fra Birkerød!

9/8/2011

16 Comments

 
Picture
Det er vist ikke nogen hemmelighed for mine nærmeste omgivelser, at jeg kan påklistres etiketten "afhængig" i forhold til at bage kage. Nogle (nævner ingen navne) anser det vel tilnærmelsesvist som en diagnose. Jeg har som tidligere nævnt lige været på sommerhusturE, geografisk fordelt over Sjælland og Jylland, henholdvis Skibby og smukke, dejlige Silkeborg og hendes søer. Har derfor haft et lettere anfald af abstinenser de sidste par dage, fordi jeg stort set ikke har bagt. Nårh ja, lige en brownie og verdens bedste brød et par gange, men da de nærmest sidder på ryggraden, synes jeg ikke helt de tæller med.  Kagen med det eksotiske navn har jeg gået og tænkt på, og nok fortalt vidt og bredt om til alle der gad høre på det, siden jeg fik den serveret på den første sommerhustur. Min søsters kæreste havde medbragt en lille pakke fra hans mor i Birkerød, og straks jeg så sølvpapiret, anede det mig, at det kunne være hjemmebag der gemte sig. Endnu bedre blev det da kun, da jeg fik at vide det var en appelsinkage - længe leve citrusfrugterne! Da jeg havde smagt den var min lykke gjort. Kagen er saftig, sød, knaser blidt af mandler og overrasker med kanel. Me like! Måtte naturligvis spore mig frem til opskriften med det samme.
Idag er min første hele dag tilbage i det københavnske, og derfor skulle der naturligvis bages.

Marokkansk appelsinkage med mandler og kanel
175 g blødt smør
4 appelsiner, økologiske
200 g spanske smuttede mandler
3 store æg
3 dl sukker
3 dl hvedemel
2 tsk bagepulver
¼ tsk salt
Kanel

Sæt ovnen på 175 grader. Smelt smørret. Riv skallen af 2 appelsiner fint. Pres saften fra alle fire appelsiner. Kom mandlerne i en minihakker eller blender, jeg smuttede dem ikke først, da jeg jo som altid havde småtravlt (og var doven). Det rustikke udtryk er også bevaret ved at bruge usmuttede mandler.
Pisk sukker og æg sammen, brug en elpisker, men pisk ikke for længe. Rør mel, bagepulver og salt sammen og vend i. Vend herefter mandlerne i, og rør smørret i. Rør ¾ dl appelsinsaft plus den revne skal i. Beklæd en firkantet form på 25x35 cm med bagepapir, og kom dejen i formen og bag kagen i 30-35 min. Afkøl kagen og prik den evt. let, inden den resterende appelsinsaft dryppes over kagen. Ved serveringen skæres kagen i harlekinruder og drysses med kanel.
Picture
16 Comments
<<Previous
Forward>>

    Forfatter

    Hunkøn, god årgang '85, hang til især kager, chokolade og hverdagsluksus. Læs mere småsnak og løs filosofi i Bloggeren Bag.

    Picture
    På Instagram? Find mig på @shiauchingmaiken
    Picture
    bloglovin

    RSS Feed

    Mine yndlings:

     - Ostekage med hindbær
     - Chokolademoussekage
     - Den Ultimative
     - Pesto
     - Snickerskagen
     - Cheesecake
     - Scones
     - Browniefavorit
     - Verdens Bedste
     - Soyamandler
     - Kastanjetrøffelkage
     - OMG
     - Blomkålssalaten
     - Daimislagkage
     - Squashkage
    Picture

    Kategorier

    All
    Anbefaling
    Cookies
    Dessert
    Desserter
    Et Frelst Alternativ
    Fisk
    Frokost
    Hovedretter
    Kager
    Konfekt
    Mad
    Salater
    Slik
    Snacks
    Snik Snak
    Snik-snak
    Supper
    Tilbehør
    Tilbehør
    Valentine

    Picture

    Arkiver

    January 2015
    May 2014
    February 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012
    August 2012
    July 2012
    June 2012
    May 2012
    April 2012
    March 2012
    February 2012
    January 2012
    December 2011
    November 2011
    October 2011
    September 2011
    August 2011
    July 2011
    June 2011
    May 2011
    April 2011
    March 2011


Powered by Create your own unique website with customizable templates.